Politiet efterlyser: Hvem mangler et hængebugsvin ?
Det er hængebugsvinet her, som går frit rundt i Gistrup-området. Politiet efterlyser nu ejeren. Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi kommer nu med en efterlysning af de mere usædvanlige; politiet vil nemlig rigtigt gerne i kontakt med ejeren til det hængebugsvin, der trisser rundt i skoven syd for Gistrup.
Beskrivelsen af hængebugsvinet lyder, at det er lige knap en meter lang og vejer et sted mellem 30 og 40 kilo. Så det er et lille et af sin slags, der siden 8. april har gået rundt og efter alt at dømme nydt friheden i det grønne område lige over for "Pollendalen" i krydset Vaarstvej og Hadsund Landevej syd for Gistrup.
Hængebugsvinet har i hvert fald ikke travlt med at komme væk, når der kommer mennesker forbi. Og Nordjyllands Politi har de seneste dage modtaget en del henvendelse fra folk, der har været i området og har set det lille hængebugsvin.
Det har ikke på nogen måde opført sig truende over for mennesker - og ej heller over for politiet, der netop har været en tur i området for at se efter det, som mange har anmeldt; hængebugsvinet fra Gistrup.
Og ganske rigtigt; det kom luntende forbi, da patruljen var på inspektion - hængebugsvinet og politi fik kontakt; nærmest øjenkontakt, og for at beskrive mødet kort; så trak patruljen ikke pistolerne. De tøvede og kunne ikke skyde dyret - som benyttede lejligheden til mødet med ordensmagten til at hilse på og smutte videre igen.
Vagtchefen hos Nordjyllands Politi tøver med at kalde det "kærlighed ved første øjekast", men det er ganske vist, at politiet ikke kunne få sig til at skyde dyret.
- Dyret er ikke dårligt, det ser ikke syg ud, og ja, der er umiddelbart ingen grund til at skyde det, så nu går vi ud med en efterlysning af ejeren i stedet, fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi og tilføjer:
- Vi tror, der er tale om et husdyr, så nogen må da vide, at de mangler det og måske savner det.
Oplysninger i sagen kan rettes til Nordjyllands Politi på nummer 114.