Politiet søger vigtige vidner til voldsomt overfald

Fire personer, der opholdt sig på et pizzeria kort inden et voldeligt overfald, kan være vigtige vidner for politiet.

Natten mellem 24. og 25. juli - det vil sige natten mellem fredag og lørdag for små to uger siden - blev to mænd overfaldet med slag og spark i midten af Aalborg.

- Det er en alvorlig sag. Vores efterforskning har fastslået, at de forurettede udsættes for slag og spark – også mens de ligger ned. Vores arbejde består nu i at få hele hændelsesforløbet fuldt belyst, så de skyldige kan blive stillet til ansvar, udtaler politikommissær Kenneth Rodam i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete på hjørnet af Vesterbro og Borgergade omkring klokken 00:20 og politiet var hurtigt fremme på stedet hvor de kunne anholde to af samlet fire gerningsmænd.

Her fandt overfaldet sted

Vidner bedes melde sig

De to voldsofre blev efter overfaldet transporteret til sygehuset, hvor man kunne konstatere, at den ene mand havde pådraget sig en hjernerystelse, mens den anden mand slap fra det voldsomme overfald med knubs, hvor begge mænd blev slået og sparket mens de lå på jorden.

Politiets arbejde består nu i at få sagen færdigefterforsket, så de skyldige kan blive stillet til ansvar for overfaldet i en retssal og i den forbindelse søger politiet efter fire potentielt vigtige vidner, der kan bidrage til sagens fulde opklaring. De fire vidner opholdt sig kort inden overfaldet på Elika Pizza, der ligger kun 20 meter fra hjørnet af de to centrale veje, hvor overfaldet fandt sted.

- Det er vores vurdering, at disse fire unge mænd kan have vigtig viden, som kan bidrage til sagens fulde belysning. Derfor vil vi gerne tale med dem så hurtigt som muligt, udtaler Kenneth Rodam i pressemeddelelsen.

De fire vidner kan kontakte politiet på telefon 114. Hvis du mener at kende et eller flere af de efterlyste vidner, så giv dem et praj og bed dem ringe til Nordjyllands Politi.

Signalement

De fire unge mænd, der efterlyses som vidner til det voldelige overfald beskrives som:

 

A: Sort-krøllet hår med lyse spidser, rød t-shirt med hvide striber på skulderen, grålige bukser, sneakers med påskriften w a l k 
 

B: Lyseblå kasket (sad omvendt på), blå eller mørk trøje, lyse bukser, hvide sneakers 


C:  Lyst hår, blå eller mørk jakke, lyser bukser, hvide sneakers 


D: Mørkblond hår, blå eller mørk polo t-shirt, lyse bukser  

​​​


Seneste nyt

fra Nordjylland