Populær app åbner forretning i Nordjylland

De tre mænd bag appen Reshopper er tilbage i Nordjylland, hvor de i sin tid mødtes på studiet. Nu åbner de en butik.

Den 31. januar åbner de tre iværksættere bag appen Reshopper deres første pop-up butik i Nordjylland. De tre mænd, der i starten af 00’erne mødtes på UCN skal nemlig teste, om der er marked for, om en af deres butikker kan åbne permanent i det nordjyske.

Det bliver testet i butikslokaler ved Kvickly i Nørresundby, hvor Reshopper fylder en masse bæredygtige varer på hylderne. Reshopper er som app kendt for at være en platform, hvor børneforældre kan sælge og købe brugt børnetøj. Det vil også være at finde i forretningen i Nørresundby, men her har de også udvidet konceptet en smule:

Der sælges nemlig også overskudsvarer fra restpartier, konkursbo opkøb, udgåede kollektioner og returvareforsendelser.

- Vi synes, det bliver spændende at skulle prøve vores cirkulære koncept af i Nørresundby. Allerede nu oplever vi stor opbakning fra forældre i lokalområdet på vores begivenhed på Facebook, som tyder på, at det bliver en rigtig flot åbning, siger Nicolai Danmark Johannesen, der er Co-founder & Chief Communication Officer i reshopper.

FAKTA

Appen Reshopper er downloadet omtrent en million gange. I øjeblikket har appen 250.000 aktive brugere i Danmark, som køber og sælger børneting.

Appen kom til i 2012.

Den første fysiske butik blev bygget i Kolding i 2022.

Kvalitetsbørnetøj går som varmt brød 

Han tror på, at der er et marked for at købe børnetøjet, selvom det er fra udgåede kollektioner.

- Vi kan ikke lukke øjnene for, at overproduktion af børnetøj kommer til at ske. Og når butikkerne har for meget af det, kan vi hjælpe med at få overskudsvarerne solgt. Det er åndssvagt, hvis det bare skal gå til spilde, fortsætter han.

Meget af det tøj, der nemt bliver solgt gennem reshopper-appen er kvalitetsbørnetøj. Og ifølge nogle af de undersøgelser, der er lavet på området, kan babytøj i de små størrelser, som kun kan bruges af babyen i et par måneder, genbruges op til otte gange.

FAKTA

De tre opfindere af Reshopper mødtes på Nordjyllands Erhvervsakademi, hvor de gik i samme klasse på multimediedesigner-uddannelsen.

- For os handler det om, at vi gerne vil give nyt liv til så mange varer som muligt.

Nogle af produkterne i den nye butik bliver opkøbt fra mindre børnetøjsforhandlere, der har svært ved at få varerne aftaget, så de kan få nye varer på hylderne. Det opkøber Reshopper til en billig pris, og det får forbrugerne i den nye butik glæde af.

- Det er det, der gør, at konceptet er billigt, forklarer Nicolai Danmark Johannesen. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland