Premiere: Aalborg Vinterrevy i nye, tekniske klæder
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Den 29. udgave af Aalborg Vinterrevy havde premiere torsdag aften, og den ligner ikke længere helt sig selv takket være ny teknologi.
Med både Kim Jong Un og Kim Larsen på scenen er der lagt op til masser af gode grin og stjernestunder i dette års udgave af Aalborg Vinterrevy, som havde premiere i Aalborg Kongres & Kultur Center torsdag aften.
Instruktør Rasmus Krogsgaard og hans medspillere bestående af Pernille Schrøder, Vicki Berlin og Thomas Mørk var på scenen med i alt 18 revynumre - og en enkelt temmelig stor ændring i forhold til tidligere år.
- Det er blevet en mere teknisk revy. Vi har fået en stor LED-skærm på scenen, som kan lave alle vores kulisser. Hvis vi vil springe ud på engene, kan vi bare gøre det med et fingerknips. På den måde har revyen fået et visuelt løft, som os, der står på scenen, så skal forsøge at leve op til, når vi står foran skærmen, siger revyens spillende instruktør, Thomas Krogsgaard.
For det garvede publikum vil der dog ifølge AKKC's direktør, Nicolaj Holm, være flere ting, der skiller sig ud i dette års revy.
- Vi starter, og vi slutter på en helt anden måde. Og alt det ind imellem har fået en helt anden ungdommelighed med Rasmus Krogsgaard som instruktør, siger Nicolaj Holm om årets forestilling.
Selv om AKKC's tidligere direktør, Ernst Trillingsgaard, er gået på pension, har han dog stadig været med til at præge den revy, han selv var med til at sætte i søen i sin tid.
I år er han nemlig med som kunstnerisk konsulent. Dermed når han op på at have medvirket til tilblivelsen af i alt 80 revyer i både Aalborg og Holstebro i løbet af sine lange karriere.
Vinterrevyen spiller hver fredag og lørdag frem til den 8. december.