Rådmand om affald i gaderne: - Problemet kan ikke løses uden hjælp fra borgere og virksomheder

I det centrale Aalborg bruger to mand seks dage om ugen på oprydning, fordi folk smider affald på gaden og blokerer skraldecontainere. Rådmand er åben for nye skralde-løsninger, men borgere og virksomheder skal også spille positivt ind.

Omkring de nedgravede affaldscontainere i Aalborg kan man finde lidt af hvert. Skraldet hober sig til tider op, og to mand kører fast rundt seks dage om ugen for at rydde op. Det koster skattekroner. 

Men ifølge rådmand for Klima og Miljø i Aalborg Kommune, Per Clausen fra Enhedslisten, er der en endnu bedre grund til, at folk skal blive bedre til at håndtere deres skrald.

quote Det er altså ikke kommunen og renovationsselskabet, man generer ved at svine med affald, det er jo ens naboer, venner og bekendte.

Per Clausen, rådmand Klima og Miljø i Aalborg Kommune, Enhedslisten.

- Det er altså ikke kommunen og renovationsselskabet, man generer ved at svine med affald, det er jo ens naboer, venner og bekendte, fortæller Per Clausen.

Rådmanden mener grundlæggende, at der skal en holdningsændring til, for at få folk til at stoppe med at sætte alt fra mikroovne, stole og restaffald på gaden.

- Det skal folk altså holde op med, de ved jo godt, at det er forkert, siger Per Clausen.

Kommunen kigger indad

Udfordringer som tidligere har været gemt af vejen i baggårde, er nu i højere grad synlige i det offentlige rum, efter at nedgravede affaldscontainere mange steder er taget i brug. Hvis man i dag har større ting, der skal kasseres, kan man bestille afhentning af skraldet på Aalborg Forsynings hjemmeside. Den ordning ønsker rådmanden sig, at flere benytter sig af.

- Vi skal som kommune også blive bedre til at kommunikere om de forskellige muligheder der er, for at komme af med affald, siger Per Clausen.

I 2021 havde Aalborg Forsyning 11.756 fejlmeldinger omkring nedgravede affaldscontainere. Kun 10 af dem skyldtes, at containerne var fyldte. 2.073 af fejlmeldingerne skyldtes, at indgangshullet var tilstoppet, så også her håber rådmanden, at borgerne i fremtiden vil gøre sig mere umage, når de benytter sig af de nedgravede affaldscontainere.

Decentrale genbrugspladser er ifølge Per Clausen også en mulighed.

- Vi vil gerne være bedre til at finde løsninger i samarbejde med borgerne. Vi kan ikke løse det her, hvis borgerne og virksomhederne ikke også spiller positivt ind, forklarer Per Clausen. 

Aalborg Kommune har indtil nu fået 138 affaldsøer med nedgravede containere, hvor borgerne i midtbyen kan sortere deres affald. Affaldsøerne er politisk bestemt og målet er 330 øer med i alt 1.000 nedgravede containere til sorteret affald.

I 2021 havde Kommunen 9.625 registrerede tilfælde af affald, der var smidt ved siden af de nedgravede containere.  


Seneste nyt

fra Nordjylland