Rådmand reagerer på bekymringsbrev fra 11 skolebestyrelser
Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix / Per Frank Paulsen - TV2 Nord
Et bekymringsbrev fra 11 skolebestyrelser er nu havnet hos rådmand Børne- og Undervisningsudvalget.
Et to siders langt bekymringsbrev fra skolebestyrelserne på 11 af Aalborg Kommunes skoler var mandag morgen at finde i kommunens mailindbakke.
De 11 skoler frygter nemlig for, at budgetforslaget fra Børne- og Undervisningsudvalget vil udhule skolernes faglighed, kvalitet og trivsel.
Et budgetforslag, der oplyser, at Aalborg Kommune skal spare 80 millioner kroner på området.
Det får nu de større folkeskoler i kommunen til at bekymre sig om, hvorvidt sparekniven peger mod dem.
En serviceforringelse
I Børne- og Undervisningsudvalget sidder rådmand Morten Thiessen (C) nu med bekymringsbrevet. Og bekymringen nikker han genkendende til.
- Det er da en serviceforringelse. Der er ikke nogen pæn måde at sige det på, siger han.
Ifølge rådmanden kommer besparelserne nemlig til at få konsekvenser.
Først på sommeren var der tale om, at en løsning kunne være at lukke otte af kommunens skoler. Det løsningsforslag blev dog senere afblæst, men med en bekymring fra rådmanden om, hvad konsekvenserne ville blive ved at rykke besparelserne et andet sted hen.
- Rent holdningsmæssigt ligger jeg på at vi ikke skal lukke otte skoler, men at vi godt kan diskutere de fire mindste skolers fremtid, siger han og fortsætter:
- Lige nu er der lagt op til fælles ledelse med deres overbygningsskoler, men finder man lokalt andre løsningsforslag, er jeg klar til at lytte.
Og bliver de fire mindste skoler lagt ind under deres overbygningsskole, vil de derved miste en selvstændig skolelederfunktion.
Vi kan ikke opfinde flere penge
Morten Thiessen (C), rådmand for Børne- og Undervisningsudvalget, Aalborg
Besparelserne vil ifølge rådmanden blandt andet også betyde en ændring i lærernes undervisningsprocent, så disse vil have flere undervisningstimer end tidligere og dermed mindre forberedelsestid.
Og netop besparelserne på mindre lærerforberedelse, forebyggelse og trivsel og overdragelsen af understøttende undervisning fra lærere til pædagoger er blandt de to fokuspunkter i bekymringsbrevet fra skolebestyrelserne.
- Vi kan ikke opfinde flere penge, men vi kan jo prioritere anderledes internt, lyder det fra Morten Thiessen, som tilføjer:
- Og jeg får da en opgave i at tage alle de muligheder, der opstår for at få lidt flere penge hen på børne- og ungeområdet.