Regionen overtager driften af lægeklinik i Storvorde

Det har været svært at finde praktiserende læger til at overtage lægeklinikken i Storvorde. Derfor vil regionen midlertidigt drive klinikken, indtil nogle læger kan overtage klinikken.

Region Nordjylland åbner en midlertidig lægeklinik i Storvorde, der drives af regionen, mens man venter på de læger, der ønsker at overtage klinikken på længere sigt. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

De nuværende tre læger i Storvorde Lægecenter stopper i klinikken 1. juni. Det har ikke været muligt for dem at sælge deres praksis. Det betyder, at 4500 borgere i området ville komme til at stå uden læge. Men nu har Lægers Organisation i Nordjylland og Region Nordjylland fundet en fælles løsning.

- Vi har vægtet højt, at det kommende lægetilbud etableres lokalt i Storvorde, og at der er et langsigtet perspektiv. Når vi i første omgang åbner en midlertidig regionsdrevet klinik, så skyldes det, at det ikke var muligt for lægerne at overtage klinikken allerede fra 1. juni, siger Henrik Sprøgel, souschef i Patientforløb i Region Nordjylland.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Nordjylland, Annemette Alstrup, glæder sig over, at man har fundet en løsning, der kan sikre lægedækning med praktiserende læger i Storvorde.

- Jeg håber på flere lignende PLO-løsninger i nærmeste fremtid - også løsninger, som medtænker praksispersonale til aflastning af læger, idet vi må forudse en nettoafgang af praktiserende læger de kommende 10 år, siger Annemette Alstrup.

Det regionsdrevne tilbud vil være bemandet med de praktiserende læger, som på sigt skal overtage klinikken. Borgerne modtager snarest et brev med orientering om ændringerne. 


Seneste nyt

fra Nordjylland