Rosenmeier sikkert videre til kvartfinalen i EM

EM i Slovenien i parabordtennis er i fuld gang. Rosenmeier er videre efter gruppespillet.

Torsdag var en god dag i Slovenien for Peter Rosenmeier, der lige nu er til EM i parabordtennis.

Dagens to kampe i det indledende gruppespil faldt begge ud til Rosenmeiers fordel.

quote I morges spillede jeg godt, men med nogen udfald. Jeg er noget mere tilfreds med min indsats her i anden kamp. Der spillede jeg godt og mere stabilt

Peter Rosenmeier

Første kamp torsdag formiddag mod Valentin Kneuss fra Schweiz endte 3-1 til Peter Rosenmeier.

Den paralympiske mester fortsatte den gode stime torsdag aften, da han slog briten Martin Perry 3-0.

Han er dermed sikkert videre til kvartfinalen på lørdag. 

- Det er gået godt. Jeg står jo her på den anden side med to sejre. Det har været to forskellige kampe. I morges spillede jeg godt, men med nogle udfald. Jeg er noget mere tilfreds med min indsats her i anden kamp. Der spillede jeg godt og mere stabilt, siger Peter Rosenmeier til TV2 Nord.

Fredag sidder Rosenmeier over, imens resten af kampene i gruppespillet bliver afviklet.

- Så er jeg den, der er mest frisk til på lørdag. Der er jo to puljerunder mere, som skal spilles, siger Rosenmeier.


Seneste nyt

fra Nordjylland