Så er det snart tid til Sofari

På søndag slår flere økologiske svineproducenter dørene op, så alle interesserede kan komme med på såkaldt Sofari.

Glade grise med en krølle på halen. Det er, hvad man møder, hvis man på søndag tager til sofari. Ti økologiske svineproducenter inviterer alle nysgerrige med en tur ud i grisemarken. Der er dog kun en nordjysk gård i blandt.

På sin gård ved Nibe glæder den økologiske svineproducent, Preben Drastrup, sig til at byde velkommen til store som små, der har lyst til at se, hvordan grisene lever.

- Folk skal komme til Sofari, fordi jeg rigtig gerne vil vise mit landbrug frem, og vise hvad det er, vi laver. For jeg er egentlig ret stolt af det. Så har jeg også indtrykket af, at der er rigtig mange mennesker, der ikke ved, hvad de kommer i munden til daglig, når det handler om kød, og det kan vi måske være med til at fortælle dem noget om, siger Preben Drastrup.

Sidste år, da Preben Drastrup åbnede hegnet til Sofari,  var de 1000 besøgende. I år regner landmanden med endnu flere gæster, der vil se hans grise vælte rundt i mudderet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland