Se billederne: Propfyldt Jomfru Ane Gade da J-dag blev fejret

Fredag løb en af barernes helt store omsætningsdage af stablen – årets julebryg blev nemlig traditionen tro frigivet.

Jomfru Ane Gade var fredag aften prydet i blå-hvide farver, mens julenisser og en masse unge mennesker fejrede den traditionsrige J-dag.

Ifølge Nordjyllands Politi forløb en af årets allerstørste og travleste aftener for barerne stille og roligt og uden anholdelser.

Traditionen har eksisteret siden 1990 – kun afbrudt af 2020, hvor coronapandemien satte en stopper for den store fest.

Se billederne fra festen i Jomfru Ane Gade:

Uddeler 30.000 gratis øl

Oprindeligt blev J-dag egentlig fejret om onsdagen, hvor julebrygget blev frigivet ved mindat, men grundet højt fravær dagen derpå på ungdomsuddannelserne valgte Tuborg og Bryggeriforeningen i 1999 at flytte dagen til om fredagen.

Selvom Tuborg var de første til at markere J-dag i 1990, er mange andre både små og store bryggerier sidenhen hoppet med på bølgen.

Da klokken slog 20.59, stod Tuborgs udklædte julenisser klar til at uddele 30.000 gratis Tuborg Julebryg samt 45.000 blå nissehuer på omkring 400 beværtninger over hele landet.

Det gjorde de blandt andet også i Børglum, hvor den lille by i Hjørring Kommune skabte sin egen succes med lokal J-dag, der i år var besøgt af 90 feststemte gæster.

Se flere billeder fra Jomfru Ane Gade:

Foretager spritkontroller

Juleøl er ikke én øltype, men har typisk en højere alkoholprocent, er sødere og mørkere end en almindelig pilsner.

Tilbage i 2020 var der også mere end 400 forskellige slags juleøl på markedet. Derfor foretager landets politikredse ofte spritkontroller i forbindelse med J-dag.

Det var ingen undtagelse i Nordjylland, hvor politiet natten til lørdag stod på Limfjordsbroen og vinkede bilister ind til siden.

Nordjyllands Politi stod klar til at alkoholteste bilister på Limfjordsbroen.
Nordjyllands Politi stod klar til at alkoholteste bilister på Limfjordsbroen.
Foto: Mie Leonora Heiberg / TV2 Nord

Nordjyllands Politi har dog endnu ingen oplysninger om, hvor mange der ikke kunne holde sig under promillegrænsen på 0,5.

Forud for aftenen kom Nordjyllands Politi med fem gode råd til mor og far på Facebook - i en munter tone.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seneste nyt

fra Nordjylland