Se de vilde billeder: Jyllands dyreste penthouselejlighed er sat til salg

Er dine lommer umådeligt dybe, så kan du nu få fingrene i en vild penthouselejlighed. Lige nu er lejligheden den dyreste på markedet i hele Jylland.

En tagterrasse med boblebad, orangeri og 360 graders udsigt fra 21. etage. Det lyder ikke helt tosset, og for det ikke skal være løgn kan lejligheden nu blive din.

Det kræver imidlertid en meget gavmild bankrådgiver eller en bankkonto bugnende af millioner. Køber skal nemlig hoste op med omkring 20 millioner kroner, hvis buddet skal leve op til den pris, som sælger forlanger. 

Prisen sender adressen direkte til tops som Jyllands dyreste lejlighed. Det skriver boligmediet Boliga.dk

Kolossal tagterrasse

For de mange millioner får man en lejlighed, som ligger lige ud til Limfjorden.

Ikke nok med det har den en kæmpe tagterrasse på 380 kvadratmeter med udsigt til Aalborg på den anden side af vandet og 236 kvadratmeter bolig fordelt på fem værelser, som ligger på toppen af nybyggeriet Horisonten - tre ombyggede siloer.

Der er således tale om en lejlighed i et format og en prisklasse, man ikke ser hver dag på det jyske marked, fortæller ejendomsmægler Jette Gudiksen fra mæglerfirmaet Thorkild Kristensen, der har kvadratmeterne til salg:

- Jeg er meget imponeret. Jeg har aldrig været i en lejlighed, hvor man kan gå hele vejen rundt med udsigt til alle sider, siger hun til Boliga.dk og fortsætter:

- Den har da også tiltrukket en del opmærksomhed. Selvom den lige er kommet til salg, er der allerede en potentiel køber, som har været ude at se den to gange, siger hun.

Er med længder den dyreste

Hvor der godt kan være rift om pladsen i toppen på det dyreste ejerlejlighedsmarked i landet; København, så er der ikke nogen andre udbud i det jyske, der kommer tæt på den dyre lejlighed i Aalborg.

Der er nemlig over fem millioner kroner ned til prisen på andenpladsen i det jyske, der ifølge Boliga.dk er en ejerlejlighed i Aarhus, som koster 14,8 millioner kroner. Den ligger på 17. etage nær Bruuns Galleri og spreder sig over 212 kvadratmeter.

Danmarks dyreste lejlighed til salg for øjeblikket ligger derimod på Frederiksberg i København og er til salg for svimlende 35 millioner kroner.

Se Jyllands dyreste lejlighed her


Seneste nyt

fra Nordjylland