Se højdepunkterne: Smæk for skillingerne til juleboksestævne
Se højdepunkter fra seks hårdtslående kampe ved fredagens traditionsrige juleboksestævne.
Studenterhuset i Aalborg dannede fredag aften rammen om det årlige og tradtionelle juleboksestævne arrangeret af de to bokseklubber AK Jyden Aalborg og Lindholm Bokseklub.
13 kampe var der på programmet, og både Lindholm og AK Jyden stillede med de bedste og stærkeste boksere, der mødte boksere fra andre danske bokseklubber og venskabsklubben AIK Lund fra Norge.
Blandt andre kunne man opleve AK Jydens nykårede danske ungdomsmester i letvægt, William Watson, i U17 ungdomsrækken.
Der var tætpakket i den lille sal i Studenterhuset, hvor der blev vist flot boksning
TV2 Nord fulgte stævnet og har højdepunkter fra 6 af kampene ved årets julestævne.
Højdepunkter fra kampene
Første kamp var en ungdomskamp for U15 drenge i letvægt. Her mødte den lokale Lindholm-bokser Lukas Kristensen iført sort trøje Merk Russel fra BK Pugilist i Frederikshavn, der bokser i hvid trøje. Der blev aldrig tvivl om den kamp, her var bokseren fra Frederikshavn stærkest og vandt med alle fem dommerstemmer.
Kamp 1: Lukas Kristensen, Lindholm Bokseklub - Merk Russell, BK Pugilist
Der var set frem til kampen i let weltervægt for drenge U17 på tre gange to minutter. Her kæmpede den lokale Lucas Runge Salling i den sorte trikot op med en frisk sejr i den store bokseturnering Hancok Box Cup, hvor den unge bokser vandt turneringen efter overbevisende boksning. Men den lokale bokser kom på en hård opgave mod den langt mere rutinerede norske bokser fra AIK Lund. Kampen blev meget jævnbyrdig og kunne have gået til begge sider, men det blev Lukas Rune Salling, der fik sejren med dommerstemmerne 4-1.
Kamp 2: Lukas Salling, Lindholm Bokseklub - Ahmed Falch, AIK Lund
William Watson fra AK Jyden er et kæmpetalent, og han vandt for nylig det danske mesterskab i letvægt for U17 drenge. Fredag mødte han i et af stævnets bedste kampe Anders Thorsager fra Randers BMK, og de to gav de mange tilskuere en fantastisk flot bokset kamp, som William Watson dog vandt helt fortjent med alle fem dommerstemmer og fik stort bifald. Inden stævnet blev William Watson hyldet og fik overrakt en gave fra AK Jydens formand, den kendte bokser Michael Rask.
Kamp 3: William Watson, AK Jyden - Anders Thorsager, Randers BMK
Der blev uddelt mange øretæver i den efterfølgende kamp, som stod på cruiservægt U19 drenge. Her mødte Lindholms Marc Stenfeldt Sørensen Skanderborg-bokseren Mathias Egebo. Der blev givet og taget af et godt hjerte, der var mange slagudvekslinger, og det var noget, der passede de mange fremmødte, og det var to trætte bokser der sled sig gennem de tre omgange. Men det blev den lokale Marc Steenfeldt Sørensen, der tog sejren med alle fem dommerstemmer, hvilket frembragte stor jubel fra Marcs fremmødte venner.
Kamp 4: Mark Steenfeldt Sørensen, Lindholm Bokseklub - Mathias Egebo, Skanderborg Bokseklub
Kampen i supersværvægt blev også en rigtig publikums træffer og måske stævnets mest hårdtslående opgør. AK Jydens David Bakhgh mødte den norske bokser Magomed Bashavej, og her måtte den den lokale Jyden-bokser tage imod mange hårde slag og var da også til tælling flere gange. Men bedst som man troede det var slut, kom David Bakhgh tilbage i kampen i tredje omgang og bragte nordmanden i vanskeligheder. Til sidst måtte Jyden-bokseren dog tage stående tælling og kamplederen stoppede kampen, men en rigtig herrefight, som høstede stort bifald.
Kamp 5: David Bakhgh, AK Jyden - Magomed Bashajev, AIK Lund
Stævnets sidste kamp, hovedkampen, stod mellem den lokale og tidligere mester, rutinerede Mathias Høyer Christensen med 64 kampe i rygsækken og den meget yngre Gabriel Skorupski fra Randers BMK med 44 kampe bag sig. De to erfarne boksere gav de mange tilskuere en fantastisk fight at gå hjem på, der blev vist boksning af høj klasse i alle tre omgange, men helt fortjent blev det Randers bokseren, der fik sejren med alle fem dommerstemmer, selvom han fik en øjenskade, fuldførte han kampen.
Kamp 6: Mathias Høyer Christensen, Lindholm Bokseklub - Gabriel Skorupski, Randers BMK