Simon er til daglig logistikkoordinator: I morgen møder han Brøndby i pokalen
Se optaksindslaget til kampen mellem Aalborg Freja og Brøndby IF her.
Torsdag aften tager Aalborg Freja imod de danske mestre fra Brøndby, når i ottendedelsfinalen i pokalturneringen.
På et ellers helt almindeligt fælleskontor sidder Simon Gasberg og arbejder, som han gør det hver eneste dag. Det er der som sådan ikke noget specielt i, men det er formentlig sjældent, at Brøndby IF's modstandere brugere dagen før et opgør på at flytte varer fra Asien til Europa.
Ikke desto mindre er det præcis, hvad Simon Gasberg gør. Han skal torsdag lede Serie 1-holdet Aalborg Freja på grønsværen, hvor kampen mod Brøndby IF skal afgøres.
- Jeg glæder mig helt ubeskriveligt. Vi har snakket om kampen i nogle uger, og nu er der kun en dag tilbage, så det kan godt være lidt svært at koncentrere sig om så meget andet, siger den 28-årige logistikkoordinator.
Klubbens største enkeltstående kamp
Simon Gasberg er anfører og målmand for Aalborg Frejas førstehold. Og det er første gang i nyere tid, at et så lavt rangerende hold er kommet så langt i den danske pokalturnering.
- Det er ubetinget klubbens største enkeltstående kamp, så det er selvfølgelig kæmpestort, både for mig, holdet og klubben, men også for Aalborg Vestby, siger Simon Gasberg.
Aalborg Freja er selvsagt en anden type klub end morgendagens modstandere. Klubben bliver primært drevet af frivillige kræfter, og spillerkontrakter - for slet ikke at snakke om løn - er ikke noget, der bliver brugt i klubben.
Derfor er det også en helt særlig kamp for den aalborgensiske klub.
- Det er naturligvis en kamp, der betyder meget for os, siger hovedformand i Aalborg Freja, Jan Michael Daucke, inden han fortsætter:
- Vi får jo lige pludselig en helt anden eksponering, end vi er vant til. Vi synes selv, vi har en rigtig god klub, og at vi har levet lidt i usynlighed. Men det bliver der ændret på nu, omend det bare er for en stund.
Hovedformanden fortæller, at de krav en så stor kamp medfører, har givet udfordringer for den forholdsvis lille klub.
- Vi er rigtig glade for vores hjemmebane, og sætter stor pris på, hvor åben og indbydende, den er. Men netop til kampen i morgen er der flere ting, der gør, at vi bliver nødt til at flytte kampen.
Derfor bliver kampen rykket til Aalborg Stadion, hvor AaB spiller deres hjemmekampe.
- Det ligger 438 meter væk fra vores anlæg, så vi føler, at det er ligeså godt som den rigtige hjemmebane, siger Jan Michael Daucke.
Tror på overraskelsen
På kontoret i Aalborg har Simon Gasberg fuld fokus på dagens opgave. Men morgendagens opgave er altså helt anderledes.
- Vi er så klar, som vi kan være. Vi har lagt en gameplan, som vi har tænkt os at følge. Så må vi se, hvor længe den holder.
Og keeperens selvtillid fejler da heller ikke noget. Adspurgt, hvad kampens resultat bliver, lyder det hurtigt:
- 1-0 til Freja. Jeg står på kassen, så vi indkasserer ikke mål.