Slut med kø og fyldte automater: Snart bliver det nemmere at komme af med tomme flasker og dåser

Den var så populær, at den ofte var ude af drift, fordi den blev fyldt alt for hurtigt. Derfor er Nordjyllands eneste pantstation lukket ned, men en ny er på vej.

I Aarhus har de, hvad de ikke har i Aalborg - endnu. En helt ny slags pantstation, hvor flasker og dåser bare bliver hældt direkte ind i maskineriet, så man let kan komme af med store mængder pant på én gang.

- Du kan tage dine dåser med hen til pantstationen i plastikbakker eller almindelige affaldssække, som du kan genanvende. Så du slipper for bøvlet med at skulle købe specielle sække, siger produktionsmedarbejder Rasmus Elkjær Linnet fra Dansk Retursystem.

TV 2 Nord har tidligere fortalt om pantstationen i Aalborg - Nordjyllands eneste - der meget ofte blev hurtigt fyldt op, fordi den var så populær. Nu er den så blevet lukket helt ned.

Slut med at køre forgæves

I øjeblikket er Dansk Retursystem dog ved at opføre en ny pantstation på Nibevej nær City Syd i Aalborg. Kapaciteten bliver meget større end den gamle.

- Vi kommer til at komprimere flasker og dåser, inden vi kører dem væk, og det giver pantstationen tre til fire gange større kapacitet, end den gamle havde, siger markedschef Jesper Jensen fra Dansk Retursystem.

Dansk Retursystem lover, at mange nordjyders frustrationer over at have været kørt forgæves, fordi pantstationen ved genbrugspladsen Over Kæret måtte lukke ned i tide og utide, meget gerne skulle forsvinde, når den nye pantstation bliver taget i brug.

Den nye pantstation kommer til at kunne tage 100.000 dåser og flasker om dagen. Fra den gamle pantstation blev dåser og flasker kørt til Hedensted, hvor de blev sorteret og komprimeret. Nu kommer det altså til at ske ved pantstationen.

- Der er fire tromler, som river flasker og dåser i stykker og presser dem sammen, forklarer Rasmus Elkjær Linnet.

Dansk Retursystem forventer, at den nye pantstation i Aalborg står klar i løbet af april.


Seneste nyt

fra Nordjylland