Slutspil for tomme tribuner: Pirates sejrede efter comeback, mens White Hawks tabte

De nordjyske ishockeyklubber Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks tog fredag hul på slutspillet i Metal Ligaen, hvor der indtil videre spilles for tomme tribuner. Aalborg vendte et truende nederlag til sejr, mens Frederikshavn tabte i Esbjerg.

Slutspillet i landets bedste ishockeyrække, Metal Ligaen, begyndte fredag, og slutspillet plejer at være en højtid på året for ishockeyfans med masser af tilskuere i hallerne til følge.

I år er fansene dog henvist til tv-skærmene, da der spilles for tomme tribuner på grund af coronarestriktionerne. Det resulterede i et stemningsforladt opgør, da Aalborg Pirates på egen is spillede første kvartfinalekamp mod Herlev Eagles.

Aalborg sluttede som nummer to i grundspillet og har dermed fået en på papiret overkommelig modstander i Herlev, der endte på syvendepladsen i grundspillet, og som aalborgenserne har slået i fem af sæsonens hidtidige seks opgør.

Det blev dog langt fra nogen walkover for nordjyderne. Eagles-spillerne viste skarphed i overtalsspillet og pressede Pirates-mandskabet, som dog formåede at vinde 5-2 efter et comeback i tredje periode. 

Hjemmeholdet tog teten fra første faceoff og kom takket være et tidligt powerplay frem til en række afslutninger. Det var dog gæsterne fra Herlev, der fik scoret det første mål i årets slutspil, da Jesper Thörnberg efter 13 minutters spil fik pucken i nettet, mens to Aalborg-spillere sad i straffeboksen.

I begyndelsen af anden periode blev Aalborgs manglende disciplin igen straffet. Martin Højbjerg blev udvist for en slashing, og 28 sekunder senere havde Jesper Thörnberg scoret endnu et powerplaymål og bragt Herlev foran med 2-0.

Backen Nikolaj Carstensen gav værterne håb om et comeback, da han reducerede for piraterne med to minutter tilbage af anden periode, og midt i tredje periode fik nordjyderne 2-2-udligningen i nettet. Russiske Kirill Kabanov stod for scoringen.

Halvandet minut senere leverede canadiske Ben Duffy en forløsende 3-2-scoring for piraterne, som sled en 5-2-sejr hjem med to scoringer i tomt mål til sidst. Piraterne bragte sig dermed foran med 1-0 i serien.


Anden periode kostede White Hawks dyrt

Frederikshavn White Hawks indledte slutspillet på udebane, hvor de nordjyske høge var på besøg hos Esbjerg Energy, der sluttede på tredjepladsen i grundspillet. Sæsonens første seks indbyrdes opgør mellem klubberne er endt med tre sejre til hver, så der er lagt op til en tæt slutspilsserie.

Jævnbyrdigt var det i seriens første periode, hvor skudstatistikken hed 14-13 i Esbjergs favør, mens stillingen på måltavlen forblev 0-0.

Det blev der dog ændret på tidligt i anden periode, hvor værterne scorede til både 1-0 og 2-0 med bare 47 sekunders mellemrum. Godt og vel midtvejs i anden periode kom Esbjerg-forwarden Christian Wejse på måltavlen for anden gang i opgøret og øgede til 3-0.

Kampens midterste 20 minutter blev dyre for White Hawks, da de ikke selv formåede at få scoret, før der ventede endnu en kop pause-te.

Frederikshavnerne skulle levere et mindre mirakel i tredje periode for at komme tilbage i kampen, og otte et halvt minut inde i perioden tændte Kyle Hope et lille håb for høgene, da han reducerede til 3-1. Mindre end et minut senere fik Esbjerg dog scoret til 4-1, men Jesper Jensen leverede kun 11 sekunder senere endnu en White Hawks-reducering.

I slutfasen lukkede hjemmeholdet til slutresultatet 5-2 og bragte sig foran med 1-0 i serien.

Alle kampe kan ses

Både Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks spiller deres anden kamp i kvartfinaleserien på søndag klokken 15.00. Her spiller frederikshavnerne på hjemmebane, mens der venter Aalborg-spillerne en bustur til Herlev.

Her skal White Hawks forsøge at få udlignet til 1-1 i kampe, mens Pirates går efter at bringe sig foran med 2-0 i serien. Der spilles bedst af syv kampe.

TV 2 SPORT sender en kamp på tv i hver runde af slutspillet, og de kampe, der ikke tv-transmitteres, kan streames via klubbernes hjemmesider. TV 2 SPORT og Danmarks Ishockey Union har nemlig lavet en aftale, der gør det muligt at se slutspilskampene, selvom der ikke må være tilskuere i hallerne med de nuværende coronarestriktioner.



Seneste nyt

fra Nordjylland