Ventetiden er ovre: Nu kan du igen shoppe i IKEA
Foto: Mick Knive Anderson
Arkivfoto: Købelystne kunder kan fra mandag besøge IKEAs afdeling i Aalborg.
Du skal bestille tid på ikea.dk, inden du får adgang til varehuset i halvanden time. Handler I flere sammen, skal der bestilles tid til alle.
Efter næsten tre måneders ventetid, kan du nu igen lægge en Malm, Torparö eller Småstad ned i indkøbsvognen i IKEA.
Fra på mandag byder IKEA i Aalborg sine kunder velkommen tilbage efter en længere corona-nedlukning siden 17. december. Indtil nu har det kun været muligt at købe varerne via click and collect på hjemmesiden.
Kunderne skal dog bestille en tid inden besøget på ikea.dk. Det giver adgang til at handle i halvanden time.
Op til 250 kunder kan handle i varehuset ad gangen - for at kunne overholde de gældende retningslinjer om afstandskrav.
- Vi glæder os til at byde vores kunder indenfor igen – også selvom det kun er i begrænset omfang. Vi opfordrer til, at alle passer godt på hinanden, holder afstand og har tålmodighed, hvis der skulle opstå ventetid. Vi vil gøre alt for at give vores kunder en god oplevelse og samtidigt overholde myndighedernes anvisninger, siger Peter Elmose, der er varehuschef i IKEA Aalborg.
Når IKEA igen åbner for kunder, vil det også være muligt at returnere sine varer. Det kræver også en tidsbestilling via ikea.dk.
Ønsker man både at handle nyt og returnere varer, skal man booke to forskellige tider.
Det samme gælder, hvis man er flere fra samme husstand afsted sammen - så skal man booke én tid pr. person.