Smitten stiger i nedlukket sogn

Også andre sogne i Aalborg nærmer sig grænseværdierne for automatisk nedlukning.

Det går fortsat den forkerte vej med smitten i det nedlukkede Vor Frelser Sogn midt i Aalborg Vestby. Incidenstallet for sognet, altså hvor mange smittede der er per 100.000 indbyggere, er siden i går steget fra 659,3 til 675. Antallet af registrerede smittede den seneste uge er samtidig steget til 44 og positivprocenten er på 2,8 procent.

Dermed opfylder sognet fortsat alle tre kriterier for en automatisk nedlukning. For at et sogn kan genåbne skal et nedlukket sogn i syv sammenhængende dage være under niveauet for nedlukning på mindst et af kriterierne.

Kriterier for automatisk nedlukning af sogn

For at et sogn lukkes ned skal alle nedenstående kriterier være opfyldt


  • Mindst 500 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
  • Positivprocent på mindst 2,5 procent de seneste syv dage

Nedlukningen betyder blandt andet, at skoler, indendørs kulturinstitutioner og fitnesscentre lukker.

- Jeg træner i Fitness World på Dannebrogsgade, som selvfølgelig er lukket nu, så der kan jeg jo ikke træne længere. Men det er vel okay, når der er så mange smittede i området. Men jeg tror, der er mange, der bare tager hen til Fitness World på Vesterbro og træner i stedet, siger Anna Rose Larsen, som TV2 Nord mødte på gaden tirsdag formiddag.

Og netop den problematik går igen hos borgerne i Aalborg Vestby.

- Der er sikkert en god begrundelse for at lukke ned, for ellers ville man vel ikke gøre det. Men jeg har hørt, at der er skoler, der ligger tæt på, som ikke er blevet lukket ned og der virker det lidt fjollet ikke at tage dem med, siger Ditte Dam Larsen, der er studerende på Aalborg Universitet og bor i det nedlukkede sogn.

Smitten høj i Aalborg Kommune

Mens Vor Frelser Sogn er det eneste i Aalborg Kommune, der er lukket ned, så kan der være andre, der står for skud i den kommende tid.

Flere af de centralt beliggende sogne i Aalborg og Nørresundby opfylder allerede ét kriterium og særligt Vor Frue Sogn nærmer sig niveauerne for nedlukning. Den seneste uge er der nemlig registreret 35 nye smittetilfælde, mens incidensen er på 487 og positivprocenten 2,2 procent.

På Kommunalt niveau er smittetallene for Aalborg Kommune også høje. Med en såkaldt testkorrigeret incidens 152, er Aalborg Kommune nummer syv på listen over kommuner med den højeste testkorrigerede incidens. Kun overgået af kommuner i København og på Vestegnen. Der er dog et stykke til en automatisk nedlukning, der sker, når tallet er over 250.

Hvad er testkorrigeret incidens?

Det "testkorrigerede incidenstal" er et forsøg på at sammenligne den seneste uges smittetal mellem kommuner. De kommuner, hvor der testes massivt, registrerer ellers også et tilsvarende større antal smittede end i de kommuner, hvor der testes mindre. Det nye tal tager derfor højde for kommunernes testmængde, når incidensen udregnes. Det testkorrigerede incidenstal viser altså, hvor mange nye smittede per 100.000 indbyggere, der har været den seneste uge. Når man vel at mærke også tager højde for, hvor mange der er blevet testet i kommunen.


Kilde: TV2.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland