Sommerhus svært skadet efter brug af ukrudtsbrænder
Foto: Daniel Mikkelsen (Arkivfoto)
Nordjyllands Beredskab måtte onsdag eftermiddag rykke ud til en brand i et sommerhus, efter ejeren havde brugt en ukrudtsbrænder.
Endnu en brand, der er sat i gang efter brug af ukrudtsbrænder har ramt Nordjylland. Denne gang er det et sommerhus i Hals, der har fået svære skader.
Ejeren af sommerhuset havde været i gang med en ukrudtsbrænder. Han forlader herefter sommerhuset, og det er så nogle forbipasserende, der opdager branden og får tilkaldt brandvæsnet.
- Ejeren var lige taget ned i et byggemarked en times tid. Og da han kommer tilbage, der er vi så på stedet for at slukke branden, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Søren Korsgaard.
Store dele af sommerhuset blev reddet. Beredskabet har dog fjernet dele af taget, og store dele af huset er sod- og røgskadet.
- Det er kun fordi, at det blev opdaget hurtigt af forbipassernede, at det ikke nedbrændte totalt, fortæller Søren Korsgaard.
Det er langtfra første gang, at en ukrudtsbrænder har haft en rolle i en brand i Nordjylland. Blandt anden blev branden i Gigantium antændt af en ukrudtsbrænder.