Én uge siden Gigantium-brand: Arbejde med ukrudtsbrænder sætter ild i hus

Villaejer kom lidt for tæt på huset med sin ukrudtsbrænder, og der gik ild i havestue - manden forsøgte at slukke branden med haveslange, forgæves.

Der blev sagt mangt og meget om ukrudtsbrændere, da det i sidste uge kom frem, at det var følgerne af brugen en ukrudtsbrænder, der satte ild til Gigantium. Præcis én uge senere er den så gal igen. 

- Nu er det en uge siden, vi havde en brand i Gigantium på grund af ukrudtsbrænder. Men det er åbenbart allerede glemt, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Bent Pedersen. 

Onsdag eftermiddag var en villaejer i Vodskov således i gang med at brænde ukrudt af - tilsyneladende lidt for tæt på sit hus. Manden opdager ikke selv branden, men en opmærksom nabo ser det og får sat alarmberedskabet i gang. 

- Ilden fik fat i en overdækket havestue på terrassen, hvilket gjorde, at det spredte sig til tagkonkstruktionen. Vores indsats på stedet gør, at ilden ikke spreder sig yderligere end til den ene længe, siger Bent Pedersen. 

Udover husets tagkonkstruktion forvoldte ilden ikke mange skader inde i huset. Husets ejer forsøgte selv at slukke ilden med en haveslange. Han er kørt på hospitalet for at få kontrolleret sine luftveje. 

- Men det er jo åbenbart det, vi laver om onsdagen nu. Slukker brande efter ukrudtsbrændere, siger Bent Pedersen til slut. 


Seneste nyt

fra Nordjylland