Spritkontrol i Aalborg: 15 knaldet for spritkørsel og en enkelt for narko
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har de seneste fem dage ført razzia flere steder i Nordjylland. 69 bilister blev knaldet.
Igen i nat og i morges var Nordjyllands Politi på jagt efter sprit- og narkobilister. De seneste fem dage har politiet udført kontroller i hele Nordjylland, og i nat klokken 3.00 stod flere betjente klar til at vinke bilister ind til siden i Aalborg-området.
Kontrollen varede til klokken 7.30 blandt andet ved Limfjordsbroen, og på de 4,5 timer blev 15 personer knaldet for spritkørsel, og en enkelt blev sigtet for kørsel under narkopåvirkning.
- Jeg vil sige, at antallet er forventeligt, selvom det er store tal. Men det er også for meget. I hovedparten af de ulykker, der sker, er der jo sprit indblandet, siger politikommissær Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi.
I alt er der rejst sigelser for sprit- og narkokørsel mod 69 personer efter de seneste fem dages kontroller i Nordjylland.
- Med det antal mandskab, vi har været afsted, passer det meget godt med tallene de seneste år. Men jeg håber, at man ser så meget færdselspoliti i områderne under de her razziaer, at folk tænker sig om.
- Det må gerne rygtes, at vi er på gaden, så meget som vi er. I dagligdagen ser det jo ikke så voldsomt ud. Der er noget vi noget mere spredt, forklarer Jan Stagsted.
Nordjyllands Politi har de seneste dage holdt razzia i Skagen, Frederikshavn, Hjørring, Blokhus og Aalborg.