Stine Rex med vandmelon-is og Ribena-saft i hænderne: - Det er kun begyndelsen

Efter at have rundet 42 kilometer har Stine Rex stadig cirka fem maratondistancer tilbage, før hun kan krydse målstregen i ultraløbet Sparthatlon.

Saltpiller, saft og sved på panden er status, da TV2 Nord møder Stine Rex på ruten i ultraløbet Spartathlon, som er et af verdens hårdeste ultraløb.

- Jeg ved slet ikke, hvor jeg ligger i forhold til en podieplads lige nu, siger Stine Rex, der ellers har et håb om at komme på en 1., 2. eller 3. plads. 

Hun har løbet over 42 kilometer, hvilket svarer til et maraton. Hun kommer løbende mod et depot og fortæller TV2 Nords reporter, at løbet indtil videre går fint, men da hun får øje på en is, udråber hun: 

- Ej, en is! 

Under løbet foretrækker Stine Rex at tanke energi gennem vandmelon-is.
Under løbet foretrækker Stine Rex at tanke energi gennem vandmelon-is.
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

- Det er dejligt varmt

Hun læner sig over en bil, mens hun begynder at spise af en vandmelon-is. Der er ingen tvivl om, at det er hårdt og varmt at løbe i sydens sol. Men som Stine Rex beskriver det, er det dejligt varmt. 

De første 42 kilometer er løbet, og for mange ville det være slutningen på et langt løb, men for Stine Rex er det kun begyndelsen, og hun skal lige i gang. 

- Ens ben er lidt stive til at begynde med. Sådan er det altid, siger Stine Rex med en is i hånden, mens hun spørger sin mand, om hun må tage en til is med i hånden, idet hun begiver sig ud på den næste del af turen. 

Stine Rex har løbet over 42 kilometer.
Stine Rex har løbet over 42 kilometer.
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Saft og is er vejen frem

- Hun er lidt kræsen. Så hun har lige fået to melon-is. Dem elsker hun - og så en Ribena-saft, siger Dan Kristensen, der er gift med Stine Rex, og som også fungerer som hendes træner. 

Stine Rex ankommer til næste depot om 37 kilometer, og som løbet skrider frem, fortsætter kosten næsten med at være den samme. En masse vandmelon-is og Ribena-saft - og til aften får hun varm suppe. 

Indtil videre kører det hele, som det skal, vurderer hendes mand og træner. 

- Hun så skarp ud. Hun fik to is, så det kører, siger Dan Kristensen. 

Dan Kristensen er gift med Stine Rex, og han fungerer også som hendes træner.
Dan Kristensen er gift med Stine Rex, og han fungerer også som hendes træner.
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland