Succestræner takker af: - En stor præstation
Den mest succesfulde træner i Aalborg Håndbolds historie er fra i dag fortid i klubben.
- Det er jeg fuldstændig afklaret med. Det har jeg vidst længe nu. Det bliver specielt, men jeg er fuldstændig med på, at tidspunktet er det rigtige.
Ordene kommer fra Stefan Madsen på hans allersidste arbejdsdag for Aalborg Håndbold. Ofte lyder parolen for den nu forhenværende, beskedne træner, at det ikke skal handle om ham.
Men det skal det unægteligt i dag, hvor fans i hobetal er mødt op i Sparekassen Danmark Arena for at hylde blandt andre ham.
- Det bliver selvfølgelig specielt, lyder det fra Stefan Madsen, umiddelbart inden hyldesten går i gang.
- Jeg har aldrig været rigtig god til at stå så længe i rampelyset, men jeg er med på, at der er mange mennesker, jeg skal sige farvel til i dag. Og nogle, som gerne vil sige farvel - eller forhåbentligt på gensyn - og det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til at komme over på den anden side og få slappet lidt af og se tingene lidt udefra også.
Tirsdag er 2-3000 fans nemlig mødt op i Gigantium for at sige farvel til den træner, der har været den mest succesfulde i klubbens historie.
For det er han unægteligt. Han kan notere sig for fem danmarksmesterskaber (et som assistenttræner, red.), to pokaltitler, og tre Super Cup sejre.
Og så har han to gange været snublende tæt på at føre holdet til den ultimative sejr; nemlig Champions League-trofæet.
Se hele interviewet med Stefan Madsen her:
Senest lørdag, da Aalborg Håndbold måtte se sig slået af mægtige Barcelona 30-31 i en Champions League-finale, der blev afgjort på marginalerne.
- Det kan man ikke komme udenom, og det er jeg selvfølgelig meget, meget stolt over. Jeg er bevidst om, at det er en stor præstation, som jeg har været med til at sætte mit præg på. Selvfølgelig har jeg stået i spidsen for det sportslige og har tegnet den sportslige retning i samarbejde med mange dygtige folk omkring mig, dygtige spillere, som jeg håber, har følt, altid har haft mulighed for at påvirke den proces, vi har været i, siger Stefan Madsen.
Publikum er alfa og omega
Men det havde ikke været muligt uden en organisation, der har stået bag ham og spillerne.
- De betingelser, vi arbejder under, har været fremragende. Det er jo den her fællesskabsfølelse, som vi forsøger at skabe. Det har i hvert fald været mantraet i den periode, jeg har været her. Vi er en enhed, og det er vi både på og udenfor banen, siger Stefan Madsen og fortsætter:
- Vi har nydt så godt af, at vi har haft et lokalt og talstærkt publikum hver eneste gang, vi spiller herhjemme. Og det vil jeg da igen benytte lejligheden til at sige tusind tak for. Det har været helt fantastisk.
Og så spørger alle sammen, hvad nu Stefan Madsen? Så spørger jeg også, hvad nu?
- Lige nu handler det om at få lukket det her kapital ordentligt ned. Og så ved jeg godt, at der forhåbentligt venter noget på den anden side. Jeg har mulighed for lige at trække vejret lidt og finde ud af, hvad det næste er for mig. Jeg har tidligere sagt, at der er mange døre, der kan åbnes. Det kan både være i håndbolden og udenfor, siger træneren og fortsætter:
- Men det er klart, at sådan en weekend, jeg har været igennem nu, har bekræftet mig i, at det er ret fedt at være i den verden her. Og jeg synes også selv, i al beskedenhed, at jeg stadig har noget at byde på. Med det rigtige projekt, vil jeg igen kunne finde energi og overskud til at være med til at skabe noget.
Hvad vil du gerne huskes for her i Aalborg håndbold?
- Der er selvfølgelig mange ting, men det der står klarest for mig, det er ordene respekt og ordentlighed. Jeg vil rigtig, rigtig gerne huskes for, at selv når det har blæst godt og grundigt, har jeg behandlet folk med respekt og forsøgt at være så ordentlig som overhovedet muligt.
At folk har haft en fornemmelse af, at det har været en person, man har kunne stole på, siger Stefan Madsen og fortsætter:
- Men i bund og grund, så håber jeg på, at de relationer, der er skabt nu, står ved mange, mange år fremad.