Sygehusbyggeri: Arkæologisk fund fra jernalderen dækket af sand
Foto: TV2 Nord Arkiv
En kæmpe dynge sand på et fredet arkæologisk fund kommer til at koste Regionen, der står for sygehusbyggeriet, 700.000 kroner eksklusiv moms.
I forbindelse med byggeriet af det nye sygehus i Aalborg, har man fundet en velbevaret jernalderlandsby, som arkæologerne har gjort mange spændende fund fra.
Men nu er en fjerdedel af pladsen, der endnu ikke er gravet ud, blevet dækket af sand. Det skriver DR Nordjylland.
- Det var en boplads, der havde Ferrari-status. Det vi er nede i nu, er en Fiat Punto, som vi så ligger og graver lidt i. Sådan siger Niels Haue, der er museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum til mediet.
Projektleder undskylder fejlen
Det er et uheld, som projektdirektør for det nye hospital, Niels Urenfeld beklager.
- Det vil jeg gerne sige undskyld til museet for. Det har absolut ikke været vores hensigt, siger han og forklarer:
- Man tager fejl af, hvor grænsen går mellem det, der er arkæologisk undersøgt, og det der ikke er undersøgt endnu, og dermed kommer man 25 meter ind på det område, der ikke er undersøgt.
Fejlen skete, da man var ved at udvide det område, håndværkerne kan bruge i pauserne. Oprydningsarbejdet kommer bygherren, nemlig regionen, til at betale. Det løber op i 700.000 kroner eksklusiv moms.
Sandet er fjernet igen
Man har fået fjernet sandet igen, så arkæologerne kan undersøge, det der er tilbage. Niels Haue er dog ikke i tvivl om, at nogle nye opdagelser kan være gået tabt. Men han håber, at man med de undersøgelser, der allerede er foretaget, kan genskabe et billede af, hvordan landsbyen har set ud.
I jernalderbyen er husgulve, ildsteder og stenlægning flere steder velbevarede, og jordforhold bestående af ler og kalk betyder, at arkæologerne har fundet gamle dyreknogler på stedet.