Sygeplejersker kræver regionen til forhandlingsbordet: - I skal tage ansvar for strejken
- Jeg er alvorlig bekymret for både arbejdsmiljø og patientsikkerhed, lyder det i et brev til region Nordjylland.
Situationen for patienterne spidser så meget til på Aalborg Universitetshospital, at sygeplejerskerne nu sender et brev til Region Nordjyllands ledelse og kræver, de tager ansvar for strejken.
- Kære hospitalsledelse, regionsdirektion og regionsråd. Jeg skriver til jer, fordi jeg mener, at situationen på Aalborg Universitetshospital er kommet dertil, at det nu er uforsvarligt, både i forhold til patientsikkerhed og arbejdsmiljø.
Sådan lyder starten på det brev, fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer på Aalborg Universitetshospital Pia Jødal Næss-Schmidt mandag sendte afsted til ledelsen i Region Nordjylland.
I brevet forklarer hun, hvordan det står til for patienterne på Aalborg Universitetshospital, efter sygeplejerskerne har strejket i over en måned.
- Situationen er den, at der er overbelægning på samtlige sengeafsnit på alle matrikler på hospitalet. Der er 100-120 patienter i overbelægning, svarende til 5-6 hele sengeafsnit og 115-125 procent belægning, skriver hun i brevet og forklarer, hvordan der blandt andet ligger patienter på gangene, og der ligger seks patienter på fire sengs-stuer.
Ikke tid til sårpleje
Derudover beskriver hun i brevet, hvordan der ikke er tid til sårpleje, personlig hygiejne, skift af forbindinger og at give medicin.
- Jeg er alvorlig bekymret for både arbejdsmiljø og patientsikkerhed. Jeg frygter sygemeldinger og flugt fra faget, hvis der ikke handles nu. Jeg mener, at det er på tide, at I som politikere tager ansvar for situationen – både på den korte og den lange bane!, lyder det til slut i brevet.