Tidlig julegave: 200 nye arbejdspladser til Bladt Industries
Foto: Bladt Industries
I 2019 får Bladt Industries brug for op mod 200 nye medarbejdere for at kunne udføre de mange store ordrer, der er kommet i hus i 2018.
Takket være nogle store ordrer i bogen hos Bladt Industries i Aalborg, kan virksomheden i det nye år sandsynligvis mere end fordoble antallet af medarbejdere.
Salgsdirektør hos Bladt Industries, Lars Bender, fortæller, at der vil blive brug for både smede, svejsere og funktionærer for at imødekomme de store ordrer. Det betyder, at de nuværende 300 medarbejdere i virksomheden snart kan få selskab af op mod 200 nye kolleger.
- De ordrer vi har landet det seneste års tid betyder vi har en solid ordrebog for de næste 1,5-2 år. Det giver naturligvis en glæde i hele organisationen, siger Lars Bender til TV2 Nord.
Global indsats betaler sig
- Den succes, vi har haft på ordresiden, kan i høj tilskrives den fantastiske indsats, som vores medarbejdere hver dag yder i forhold til vores kunder og den særlige ”Bladt-ånd”, som kendetegner vores virksomhed. Derfor er vi naturligvis utrolig stolte og glade over de ordrer, som vi har landet i løbet af det sidste år, fortsætter salgsdirektøren.
En af ordrerne i 2018, der har været medvirkende til den store efterspørgsel på arbejdskraft, er en trecifret millionordre på dele til havvindmøller for Vattenfall.
Og når Bladt Industries ledelse ser fremad, ser det også positivt ud.
- Vi har i forhold til ordreindtag haft et rigtig godt 2018 samtidig med at vi ser, at offshore-markedet er i vækst både i Europa og globalt. Vi har haft succes både på vores hjemmebane i Nordeuropa og med at satse mere globalt i de seneste år. Vi har fået fodfæste på det taiwanske marked i løbet af det sidste år, hvor vi har etableret et samarbejde med en taiwansk partner. Vi skal sammen levere jacket-fundamenter til det taiwanske marked. På den baggrund ser vi positivt på fremtiden, siger Lars Bender, salgsdirektør i Bladt Industries.
Han tilføjer, at det ikke vil blive nødvendigt at udbygge de fysiske rammer i virksomheden for at rumme 200 nye medarbejdere.