Tidligere byrådsmedlem var fortaler for PlusBus – nu mener han, den tager livet af Aalborg-bydel

Den tidligere Venstre-politiker mener, der skal handles hér og nu for at ændre udviklingen.

- Det ender med en død bydel, som har været enormt efterspurgt specielt blandt unge.

Så klar i mælet er tidligere byrådsmedlem i Aalborg Kommune, Steen Royberg, når det handler om konsekvenserne af den kommende PlusBus i Aalborg Vestby.

Onsdag talte TV2 Nord med flere erhvervsdrivende i Aalborg-bydelen, og her lød det, at arbejdet med plusbussen, de nye trafikreguleringer samt færre p-pladser betyder, at kasseapparatet ikke i lige så høj grad siger "kling". For flere kunder bliver væk.

I et opslag på Facebook, der har fået knap 900 delinger, råbte Steen Royberg, medindehaveren af erhvervsmæglervirksomhed Nordicals, tilbage i juli vagt i gevær. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stemte selv for

Steen Royberg var medlem af Aalborg Byråd fra 2010-2014 og var en af personerne, der var med til at beslutte, at der skulle laves en ny og større busforbindelse fra Aalborgs vestby. Med det klare formål at fremme den kollektive trafik.

Med den viden han har i dag og i bagklogskabens klare lys, ærgrer han sig over, at der ikke var en klarere plan for, hvordan projektet blev udmøntet.

- Man har glemt at tage Vestbyen i ed, lyder det fra ekspolitikeren.

I Facebook-opslaget skriver han:

- Der er tre centrale dele af Aalborg, som har været værdsat og som har været dejligt at bo i igennem tre generationer. Vestbyen, Midtbyen og Østbyen. Jeg må dog sige i plusbussens hellige navn for at spare 2-3 minutters transporttid, har man snart taget livet af Vestbyen.

Kræver handling

Hvad gør man så for at sikre, at folk fortsat flytter til vestbyen, og at handelslivet bevares? Ifølge Steen Royberg skal der flere ting til.

- Der skal laves nogle lommer med parkering og de mærkelige ensretninger skal væk. Det bliver ikke bedre, med mindre der handles nu, siger han.

Samme opfattelse deler rådmand i By og Land i Aalborg Kommune Jan Nymark Thaysen (V) ikke. Han mener i stedet, man bør slå koldt vand i blodet.  

- Lad os nu få busserne sat i drift. Lad os se, hvordan det fungerer.

- Er der så nogle justeringer, der virker oplagte efterfølgende? Jamen så kigger vi selvfølgelig på det, fordi vi kan altid blive dygtigere og klogere på nogle ting, konstaterer Venstre-politikeren.


Seneste nyt

fra Nordjylland