Til salg: Nu skal parkeringspladsen ved Gåsepigen forvandles

Sammen med området omkring Sygehus Nord skal der skabes en helhedsplan for parkeringspladsen ved Gåsepigen.

Endnu et centralt område i Aalborg står over for en større byfornyelse. Det handler om parkeringspladsen ved Gåsepigen, som ejeren, Aalborg Kommune, inden længe vil udbyde til salg. 

Udbuddet af parkeringspladsen sker i forbindelse med, at Region Nordjylland afvikler og sælger området omkring Sygehus Nord. 

- Investorerne spørger jo, hvad der kan lade sig gøre på det her kæmpe store areal – altså både Sygehus Nord, men også parkeringspladsen, og tanken er jo, at vi laver en helhedsplan for hele området, siger Hans Henrik Henriksen (S), rådmand hos By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

VIDEO: Hør mere om planerne for parkeringspladsen bag Gåsepigen.

- Det er jo et af de mest centralt beliggende bykvarterer. Det, vi får ud af det her, er jo en miniby i en ældre bydel, forklarer Hans Henrik Henriksen.

Et alternativ til midtbyen

Det nye område skal blandt andet indeholde en blanding af byrum og grønne arealer, boliger og erhverv. 

- Det skal være et alternativ til midtbyen, hvor man kan søge her over, og hvor der vil være butikker, restaurationer men selvfølgelig også et spændende boligkvarter samt byrum, der inviterer til ophold, siger rådmanden. 

Det er området her bag Gåsepigen, der sættes til salg af Aalborg Kommune.
Det er området her bag Gåsepigen, der sættes til salg af Aalborg Kommune.
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)

Der planlægges med en bebyggelsestæthed i området på cirka samme niveau som tætheden i kvarteret generelt. Det svarer til en gennemsnitlig bebyggelsesprocent på omkring 150 procent. 

Der lægges samtidig op til muligheden for at opføre kulturinstitutioner, undervisning, kontorer og en dagligvareforretning.

Farvel til attraktiv parkeringsplads - Goddag til ny P-kælder

Området skal være et sammenbindende led mellem Midtbyen og Vestbyen. Derfor skal der etableres en tunnel fra Saxogade under jernbanen - tunnelen skal give adgang til en underjordisk parkeringskælder, hvor der også er offentligt tilgængelige parkeringspladser. 

- Det her er den absolut mest søgte parkeringsplads i hele Aalborg. Det kan jeg roligt sige, og der er altid tæt belagt her. Men vi laver et parkeringsanlæg, der bliver flyttet under jorden, og der bliver etableret flere pladser end de nuværende, siger Hans Henrik Henriksen. 

Samtidig planlægges det også at etablere en cykel og gangbro fra Sct. Jørgens Gade over jernbanen til Gåsepigeområdet. 

Aalborg Kommune forventer, at en køber er fundet omkring sommeren 2021, men rådmanden fortæller, at man formentlig først vil se byggeaktivitet på grunden i år 2023. 


Seneste nyt

fra Nordjylland