Tilbage i skole efter nedlukning: - Jeg har savnet mine venner
Foto: TV2 Nord
Naja Joest Møller er glad for at kunne gå ind i klasselokalet igen i stedet for at sidde hjemme med online-undervisning.
Eleverne er igen mødt ind på landets folke- og friskoler efter de blev sendt på hjemmeundervisning midt i december.
Klokken ringede som vanligt ind til timerne, og alt virkede næsten normalt igen, da eleverne på Filipskolen i Aalborg onsdag mødte ind.
Glæden var dog på et lidt højere niveau end normalt efter nedlukning og hjemmeundervisning.
- Jeg er glad for, at vi kan komme tilbage, for jeg har savnet mine venner rigtig meget, siger Naja Joest Møller fra 8. klasse.
- En skole er jo ikke en rigtig skole uden elever eller det liv, der udspiller sig, når vi er sammen fysisk. Så det foretrækker vi jo, siger skoleleder Vibeke Hartvig Gjerløv.
Retningslinjer skal mindske smitte
Fra undervisningsministeriets side har man udstukket nogle retningslinjer for, hvordan eleverne skal modtage undervisningen fysisk og stadig være trygge ved det.
Det betyder opdeling i stamklasser, håndsprit og ingen sociale aktiviteter på tværs.
- Klasserne bliver ikke blandet med hinanden, og hver klasse har egen indgang og eget toilet. Så det synes jeg skaber rigtig meget tydelighed og struktur, forklarer Vibeke Hartvig Gjerløv.
Og det kan blandt andet skoleelev Naja Joest Møller mærke:
- Skolen gør også meget ud af testning, så man er sikker på, at der ikke bliver skabt en masse smitte rundt omkring, siger hun.
Tilbage til fællesskabet
Eleverne tager gerne forholdsreglerne til sig, for det er lidt af en lettelse at kunne ses med klassekammeraterne, lyder det:
- Det er rart at ses i det fællesskab, som vi jo har bygget op i denne her klasse, siger Mikas Wiwe, elev i 8. klasse på den aalborgensiske skole og tilføjer:
- Så kan vi nyde lidt af den gode stemning igen.
Tag med på første skoledag efter nedlukningen i videoen her: