Tiltale: 20-årig udsatte kvinde for vold over flere dage
Foto: Iben Yvonne Hedemann (Arkiv)
Ifølge anklageskriftet brændte den 20-årige blandt andet kvindens knæ med en cigaret.
Onsdag skal en ung mand efter planen stå til ansvar i retten i Aalborg for vold.
Ifølge politiet gennemlevede en kvinde flere dage i voldshelvede, da hun over flere dage i sommer blev udsat for overgreb af en 20-årig mand.
Ifølge anklageskriftet fandt volden sted i dagene 15.-21. juli i år på en adresse i en landsby i det sydøstlige Vendsyssel.
Den 20-årige mand er tiltalt for at have slået kvinden med knytnæve i hovedet og for at have sparket hende flere gange på kroppen. Han bed hende også ifølge sagens oplysninger i den ene arm og det ene ben og tog kvælertag på hende med begge hænder. Han skal desuden have brændt hendes knæ med en cigaret.
Trukket rundt i håret
Ifølge politiet slæbte han kvinden rundt ved håret, så hun slog hovedet ind i et skab og hev hende omkuld, hvorefter han bed og slog hende.
Baggrunden for volden, der ifølge politiet foregik over en uges tid, fremgår ikke af sagens oplysninger. Det fremgår heller ikke før sagens start, hvordan den 20-årige forholder sig til de alvorlige anklager.
Den 20-årige blev anholdt efter de voldelige optøjer, og han har siddet varetægtsfængslet siden.