Kun kvinder på Enhedslistens stemmeseddel i Brønderslev - tre af dem er søstre og veninde
Hos Enhedslisten er partiets fem opstillede kandidater alle kvinder – og de tre af dem kender alle hinanden særdeles godt.
Tre nye byrådskandidater gik søndag på gaden i forsøget på at kurtisere vælgerne til det forestående kommunalvalg.
De tre kvinder udgør, sammen med yderligere to kvinder, den komplette kandidatliste for Enhedslisten i Brønderslev Kommune.
- Det er ikke fordi, vi har valgt, at der ikke skulle være nogen mænd. Vi har ringet til vores mandlige medlemmer og spurgt, om der var nogen, der havde lyst til at stille op, men det var der ikke, siger Christina Eilers.
Men det er ikke bare partibogstav og køn, de tre nye kandidater har tilfælles. Christina og Annemette er søstre, og Mai og Annemette har kendt hinanden det halve af livet.
En stor støtte
De nyopstillede kandidater læner sig op ad hinanden i en tid med mange nye udfordringer og erfaringer.
- Jeg er ude i sådan en læringskurve, der går lodret. Men vi kan jo kigge på hinanden og sige: Hov, hvordan har du det med det, og hvad gør du? Vi kan jo dele erfaringerne, siger Christina Eilers.
Vi har ringet til vores mandlige medlemmer og spurgt, om der var nogen, der havde lyst til at stille op, men det var der ikke
Christina Eilers
Udover deres interne familie- og venindeforhold har de også det tilfælles, at de alle er kvindelige byrådskandidater i en kommune, hvor tre fjerdedele af alle kandidaterne til byrådet er mænd.
- Det giver en modvægt til mange af de andre partier, hvor der er mange mænd, der stiller op. og til politik i det hele taget, hvor der er en overvægt af mænd, sier Christina Eilers.
Nordjylland skiller sig ud
Særligt i Nordjylland halter det efter med kvindelige kandidater til kommunalvalget. Ifølge Niels Nørgaard Kristensen skyldes det blandt andet et lavere uddannelsesniveau.
- Vi ved at det her med villighed til at stille op til og til at engagere sig hænger rigtig meget sammen med uddannelse. Jo længere uddannelse, jo større er sandsynligheden for, at man stiller op i politik. Da vi i Nordjylland har færre med lange uddannelser, vil der være et lille efterslæb, siger Niels Nørgaard Kristensen.
De to farmakonomer og socialrådgiveren fra Brønderslev mener, at det er vigtigt med et mangfoldigt udvalg af kandidater; både i forhold til køn, alder og minoriteter.
De håber, at de efter 16. november kan være med til at sikre kønsbalance i byrådet.
- Jeg er da ret sikker på, at vi nok skal få en kandidat ind i byrådet. Vi skal have nogle flere kvinder i de byråd og vi skal også gerne have nogle flere yngre kvinder i byrådene. Så det ikke kun er mænd i pensionsalderen, siger Christina Eilers.