Toldere finder 7,7 millioner på Grønlandshavnen
Foto: Toldstyrelsen
Toldstyrelsen har tilbageholdt 7,7 millioner kroner i kontanter gemt i frostpakker på Grønlandshavnen i Aalborg. Sagen er nu overgivet til politiet.
Der er et udtryk, der hedder kolde kontanter, og det var lige præcis, hvad Toldstyrelsen faldt over, da de fornylig var på kontrol på Grønlandshavnen i Aalborg.
For Toldstyrelsens overvågninger og analyser førte i midten af oktober til, at en række paller med frostpakker blev udtaget til kontrol på Grønlandshavnen i Aalborg.
Ifølge toldpapirerne var der tale om en almindelig sending frysegods, men ved nærmere kontrol viste frostpakkerne sig at gemme på 7,7 millioner kroner i kontanter.
- Det er et imponerende stykke kontrolarbejde, tolderne har lavet. De mange millioner kroner lå godt skjult i frostpakkerne. I det yderste lag af pakkerne var der intet at finde, men efter en grundigere gennemgang med scanning og pengehunde, fandt tolderne de mange kontanter, hvorefter politiet blev underrettet, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.
Sagen med de mange millioner er nu overgivet til efterforskning hos Grønlands Politi.