Tonen skal være bedre mellem politikerne
Marie Bjerre (V) og Søren Valgreen Knudsen (S) mødtes på havnen i Aalborg for at snakke om den hårde tone på de sociale medier.
Tonen på de sociale medier kan være særdeles hård, når blandt andet folketingspoltikerne skal diskutere med hinanden.
- Er du blevet hjernevasket, Rasmus (...) Jeg håber, du har vundet dig en mistillidsafstemning.
- Kære Prehn: Jorden kalder!
- Stop dig selv, Rasmus! Tror du seriøst selv på det, du skriver?
Det er nogle af de eksempler, man kan finde på Facebook, når man kigger i kommentarsporet hos Rasmus Prehn (S).
Det er blevet sværere at markere sig
Søren Valgreen Knudsen, Regionsrådsmedlem, Socialdemokratiet
Regionsrådsmedlemmet Søren Valgreen Knudsen (S) og folketingsmedlemmet Marie Bjerre (V) kan da også genkende den hårde tone politikerne imellem.
- Jeg synes, at tonen er blevet ubehagelig henover de sidste par år, siger Søren Valgreen Knudsen (S).
- Det er nok mest på sociale medier, jeg synes, tonen er hård, hvor den bliver meget personlig i stedet for at gå efter bolden, lyder det fra Marie Bjerre (V).
Flere partier og minksag
- Ved at vise sammenhold i stedet for at bruge det til at slå på hinanden, så tror jeg, at det også vil styrke tilliden til, at vi har det her projekt.
Sådan lød det ved det seneste folketingsvalg i 2019 fra Søren Valgreen Knudsen (S), men siden da er linjerne blevet trukket hårdt op mellem rød og blå blok – og den hårde tone er også blevet hårdere.
Jeg har en forventning om, at det bliver en okay tone
Marie Bjerre, Folketingsmedlem, Venstre
Ifølge regionsrådsmedlemmet kan den hårde tone skyldes, at der siden valget i 2019 er kommet mange nye partier til.
- Det er blevet sværere at markere sig, og jo flere partier der kommer, jo mere skarpvinklet skal man lave sin politik, siger han.
Spørger man Marie Bjerre (V) er hun ikke i tvivl om, hvad den hårde tone er blevet fremmet allermest af.
- Jeg tror i allerhøjeste grad, at minkskandalen er et eksempel på, hvor der ikke er en god tone, fordi der er så mange følelser i hele minkskandalen, siger hun.
Beskidt eller saglig valgkamp?
Med et muligt folketingsvalg lige om hjørnet, spår flere politiske kommentatorer, at tonen ikke bliver mindre hård.
- Hvis det bliver en valgkamp, der kun handler om at slå på hinanden og fjerne sig fra hinanden, så får vi ikke løst de problemer, vi står overfor, siger Søren Valgreen Knudsen (S).
Marie Bjerre (V) er dog optimistisk omkring, at tonen bliver forbedret, når først valgkampen går i gang.
- Jeg har en forventning om, at det bliver en okay tone. Vi er rigtig mange, der gerne vil samarbejdet, og samtidig skal vi også kunne vise, at der er uenigheder, der er forskel på, hvem man stemmer på, siger hun.
- Kan I give hinanden hånden på, at I fremover vil være lidt mere reflekterende, inden I trykker enter, når I sidder på Facebook og debatterer?
- Ja, det synes jeg godt, vi kan, siger Marie Bjerre (V)
- Det vil jeg rigtig gerne, siger Søren Valgreen Knudsen (S).