Top-seks kampen er helt åben efter AaB nederlag

Kampen om en placering i superligaens top-seks er blevet endnu tættere, efter AaB fredag aften tabte 3-1 til FC Nordsjælland på hjemmebane.

Mange superligahold kæmper lige nu om en af de eftertragtede pladser i grundspillets top-seks.

En placering blandt de seks bedste i grundspillet giver nemlig mulighed for at kæmpe med om både medaljer og pladser i de store europæiske turneringer næste år. Og måske vigtigst af alt, så er en top-seksplacering i grundspillet ensbetydende med, at man ikke behøver at kæmpe for at undgå nedrykning.

Netop kampen om en af de eftertragtede top-seksplaceringer blev fredag aften åbnet helt op, da AaB på hjemmebane tabte 3-1 til FC Nordsjælland.

Med AaB’s nederlag rykker FC Nordsjælland nu op på siden af AaB, hvor de to klubber nu begge har 28 point efter 20 spillede kampe på henholdsvis femte- og sjettepladsen.

På de to pladser lige uden for top seks ligger lige nu OB og Randers FC, der begge har spillet en kamp mindre end både AaB og FC Nordsjælland, men kun er ét point efter de to klubber.

Efter Randers FC og OB ligger Lyngby, som med en sejr kan spille sig op på lige så mange point som AaB.

Nordsjælland bedst til pause

Fredagens kamp startede skidt for det nordjyske hjemmehold. Allerede efter tre minutter kunne FC Nordsjælland bringe sig foran 1-0.

På et fantastisk lob af en assist lagde FC Nordsjællands Mohammed Kudus bolden perfekt til rette for Mathias Rasmussen, der med et løb i ryggen på AaB forsvaret kunne kom frem til den fornemme aflevering og sparke bolden i mål.

Efter 28 minutter blev ondt kun værre for AaB. Efter endnu en fin aflevering af FC Nordsjællands Mohammed Kudus kom nordsjællænderne frem til en stor chance. I højre side af banen fik Ibrahim Sadiq god plads til sin afslutning, og selvom han først kunne ærgre sig over, at bolden blev reddet af Jacob Rinne i AaB-målet, kunne han hurtigt få armene løftet fra panden og op over hovedet.

Efter Jacob Rinnes fine fodparade røg bolden ud og ramte AaB’s Patrick Kristensen i maven, hvorefter bolden hoppede i mål, og dermed udbyggede FC Nordsjælland deres føring til 2-0, som også var resultatet frem til pausen.

På tærsklen til et comeback

Anden halvleg forløb bedre for AaB, men der skulle gå langt tid inden det nordjyske hjemnehold kunne få hul på målbylden.

Men efter 74 minutter lykkedes det for Kristoffer Pallesen, at få bolden forbi den tidligere AaB målmand Nicolai Larsen, der nu vogter målet for FC Nordsjælland.

Efter et fint opspil i venstre side af banen mellem Kasper Kusk og Lucas Andersen kom Kasper Kusk frem til et indlæg, som Nicolai Larsen parerede ud i Nordsjælland feltet. Her stod Kristoffer Pallesen klar midt i feltet og kunne med venstrefoden sikkert sparke bolden i mål og reducere til 2-1 for AaB.

Undervejs i anden halvleg var AaB flere gange under pres. AaB-holdet jagtede den scoring, der kunne sikre dem uafgjort, og det gav plads til FC Nordsjælland i den anden ende.

På et kontraangreb fra FC Nordsjælland kom Jacob Rinne langt ud af sit mål og lavede et frispark på kanten af feltet. Det tog FC Nordsjællands Mikkel Rygaard sig af på fineste vis og satte flot bolden op i det nærmeste hjørne efter 93 minutters spil. Dermed var kampen afgjort og FC Nordsjællands kunne tage fra Aalborg med alle tre point med en sejr på 3-1.


Seneste nyt

fra Nordjylland