Trådløs ekspert får ingeniørers højeste anerkendelse
Foto: Aalborg Universitet
Den 42-årige professor Petar Popovski får den internationale ingeniørsammenslutnings højeste anerkendelse som 'IEEE Fellow' for sit arbejde med forskning i trådløs kommunikation og teknologi
Petar Popovski fra Aalborg Universitet får international anerkendelse for sin forskning i trådløs kommunikation og teknologi.
Den 42-årige professor får den internationale ingeniørsammenslutnings højeste anerkendelse som 'IEEE Fellow' for sit arbejde med forskning i trådløs kommunikation og teknologi.
Titlen er forbeholdt en udvalgt skare i den verdensomspændende ingeniørorganisation IEEE (The Institute of Electrical & Electronics Engineers), der har over 400.000 medlemmer i 160 lande.
Petar Popovski kommer med i dens eksklusive afdeling som anerkendelse for nytænkende forskning, der spænder fra grundlæggende kommunikationsteori til overordnede systemkoncepter for fremtidens 5G-netværk.
Hans pionerarbejde inden for såkaldt netværkskodning er med til at bane vej for mere effektiv udnyttelse af ressourcer, i takt med at antallet af apparater og den trådløse kommunikation mellem dem vokser til nye højder.
Den officielle citation, der er tilføjet hans IEEE Fellow-titel, lyder: ”for contributions to network coding and multiple access methods in wireless communications”.
Makedonsk-fødte Petar Popovski afsluttede sin ingeniøruddannelse i elektronik og kommunikationsteknologi på universitetet i Skopje i 2000, inden han kom til Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer og blev ph.d. i 2004.
Han er professor og leder af en forskningsgruppe i maskine-til-maskine kommunikation (M2M) og har udgivet over 230 videnskabelige publikationer i tidsskrifter og bøger samt ved konferencer. Han står desuden bag over 25 patenter og patentansøgninger, og han har blandt andet modtaget Det Europæiske Forskningsråds ”Consolidator Grant” og Det Frie Forskningsråds særlige forskningslederbevilling i talentprogrammet ”Sapere Aude”.
Petar Popovski har været redaktør for flere af IEEE’s videnskabelige publikationer og fungeret som formand og styregruppemedlem i teknologikomitéer i organisationen, der fokuserer på fremtidens intelligente elnet (Smart Grid) og det gryende ”tingenes internet” (Internet of Things), hvor milliarder af apparater, sensorer og målere med tiden automatisk vil udveksle informationer.
Listen over øvrige AAU-forskere, som er optaget som IEEE Fellow, tæller energiprofessorerne Frede Blaabjerg, Remus Teodorescu og Josep M. Guerrero, datalogiprofessor Christian S. Jensen samt professor Ramjee Prasad og professor emeritus Jørgen Bach Andersen fra Institut for Elektroniske Systemer, hvor Petar Popovski også hører til.
IEEE er en af verdens førende faglige sammenslutninger for avanceret teknologi. Med 400.000 medlemmer i 160 lande er IEEE en autoritet på en række områder lige fra rumfart, computere og telekommunikation til bioteknologi, elektricitet og forbrugerelektronik. IEEE publicerer 30 procent af verdens litteratur inden for elektricitet, elektronik og datalogi og har udviklet over 900 aktive industristandarder. Sammenslutningen sponsorerer eller med-sponsorerer næsten 400 internationale tekniske konferencer hvert år. Læs mere på www.ieee.org.
På verdensplan kan 7.113 personer nu smykke sig med titlen IEEE Fellow. 297 af dem er kommet med her fra januar inklusive Petar Popovski fra AAU.