Trængt jul: 700 familier har fået julehjælp i Aalborg

Søndag blev den første julehjælp delt ud i Nordjylland - hele 700 familier fik en kurv med hjem.

Mens nogle nordjyske familier har luft nok i budgettet til at kunne købe gode vine og gæs til 1000 kroner til julemiddagen, står det anderledes stramt til for andre, som ikke har råd til de mest basale ting i julen.

Søndag blev den årlige julehjælp fra Aalborg Citykirke og foreningen Charity delt ud i Aalborg. Her fik 700 familier tildelt julehjælp i form af kurve med mad og gaver, og det er ny rekord. 

Det er sjette år i træk, at der bliver delt julekurve ud ved et større arrangement i Østre Allé Hallen i Aalborg, og også denne gang blev der sat rekord med 50 flere uddelte kurve end sidste år.

I det hele taget oplever Aalborg Citykirke og Charity, som er én af flere uddelere af julehjælp, at flere og flere familier får svært ved at holde en nogenlunde ordentlig jul. De gætter på, at det er kontanthjælpsloftet, der er årsag til stigningen. 

Pengene til de mange julekurve kommer fra indsamlinger til gudstjenester og en stor støttekoncert i december.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland