Travlhed før jul: 300 nordjyder testet på en nat
Flere nordjyder lader sig coronateste op mod jul, og på teststedet i Gigantium i Aalborg tager flere også nattetimerne i brug.
I fredags åbnede Falck endnu et testcenter i Gigantium i Aalborg, og siden har mange nordjyder været forbi for at blive lyn-coronatestet. Teststedet, hvor man kan få svar på omkring 15 minutter, har åbent hele døgnet, og det har flere nordjyder benyttet sig af.
Alene natten til mandag blev 300 personer testet på testcenteret i Gigantium.
- Vi har oplevet en stor interesse for at blive testet, og borgerne kommer hele døgnet, siger Kjeld Brogaard, der er Regionsrådsdirektør i Falck, og fortsætter:
- Det er et bredt udsnit af folk, som kommer, men på det sidste har det særligt været unge, som har ladet sig teste.
Udover teststedet i Gigantium, som åbnede fredag, åbnede Falck tre andre testcentre torsdag. De ligger i henholdsvis Thisted, Hobro og Hjørring. I alt har Falck ansat 150 personer til at pode nordjyderne. 40 af dem er tilknyttet teststedet i Gigantium.
- Fordel ved lyntest
Ifølge Kjeld Brogaard er lyntesten et supplement til andre testformer, men han er ikke i tvil om, at der er store fordele ved netop denne type test.
- Den store styrke er, at vi finder dem, som går rundt og smitter, uden selv at have symptomer. Vi finder altså dem, som ikke selv ved, at de kan smitte. Så hvis man er positiv, så er smittekæden brudt inden, at man går herfra. Det synes jeg, er en af de allerstørste styrker ved den her testform, siger regionsdirektøren hos Falck.