Tre mænd dømt for groft overfald på 20-årig
Den 20-årige mand vil få både fysiske og psykiske varige mén efter overfaldet.
Tre mænd med somalisk baggrund blev torsdag idømt henholdsvis et halvt og et års fængsel for grov vold mod en 20-årig mand i Aalborgs natteliv.
Torsdag eftermiddag blev tre somaliske mænd idømt henholdsvis et halvt og et års fængsel ved Retten i Aalborg, efter at de i august overfaldt en 20-årig mand i Aalborgs natteliv. Den 20-årige blev slået i ansigtet med en ølflaske og tildelt flere knytnæveslag.
De tre mænd på henholdsvis 36, 33 og 25 år blev alle dømt efter straffelovens paragraf 245 om grov vold. Den ene blev idømt et halvt års fængsel, mens de to andre blev idømt et års fængsel.
Kun den 36-årige erkendte, at han havde slået den 20-årig én gang med en flaske. Derfor ønskede forsvareren, at den 36-årige skulle have en mildere dom på højest fire til seks måneder, fordi han som den eneste indrømmede at have deltaget i overfaldet. Den 36-årige blev dog idømt et års fængsel samt en advarsel om udvisning. Den 36-årige havde i forvejen to domme for vold og trusler.
Tiltalt havde ikke opholdstilladelse
Også den 25-årige mand fik et års fængsel og en udvisningsdom. Den 25-årige nægtede sig skyldig, men domsmandsretten fandt det bevist, at det var ham, der slog med flasken anden gang, så den splintrede og gav den 20-årige en dyb flænge i ansigtet, og herefter tildelte den 20-årige flere knytnæveslag.
Den 25-årige havde i forvejen en voldsdom og havde ikke opholdstilladelse i Danmark. Han modtog fængselsdommen, men ankede udvisningen.
Den tredje tiltalte på 33 år fik seks måneders fængsel, selvom flere vidner havde tilkendegivet, at den 33-årige ikke havde deltaget i den fysiske vold mod den 20-årig. Alligevel fandt retten ham medskyldig i overfaldet. Den 33-årige udbad sig 14 dages betænkningstid til at afgøre, om dommen skal ankes.
Anklager tilfreds med dommen
Anklager Kristina Frandsen var efter domsafsigelsen meget tilfreds med dommene for de tre tiltalte. Hun lagde i sin procedure vægt på, at to af de tiltalte i forvejen havde grove voldsdomme, og så lagde hun vægt på, at den 20-årige blev slået i hovedet med en knust flaske, som kan sidestilles med brug af en kniv.
Nu er det op til statsanklageren at vurdere, om den betingede udvisningsdom til den 36-årige skal ankes til landsretten med krav om ubetinget udvisning af Danmark. Statsanklageren har 14 dages betænkningstid.