20-årig mand slået ned med flasker
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
En 20-årig mand er lørdag formiddag på operationsbordet på grund af følgerne af et særdeles voldsomt overfald, han natten til lørdag var udsat for.
Tre mænd er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør efter et voldsomt overfald i Aalborg natten til lørdag, hvor en 20-årig mand er blevet ilde tilredt.
En 20-årig mand er lørdag formiddag på operationsbordet på grund af følgerne af et særdeles voldsomt overfald, han natten til lørdag var udsat for.
Den unge mand kom gående alene ad Vesterbro, da han ved halv to tiden blev overfaldet af tre mænd.
Vagtchef hos Nordjyllands Politi oplyser, at den unge mand først blev slået med en flaske og derefter med endnu en flaske, som så gik itu.
Den 20-årige er i forbindelse med overfaldet ilde tilredt med en lang flænge fra hovedet og ned ad halsen. Han er indlagt på Aalborg Universitetshospital og gennemgår lørdag formiddag en operation på grund af skaderne.
Politiet kender endnu ikke motivet bag overfaldet, som betegnes som særdeles alvorligt.
De tre formodede gerningsmænd blev anholdt på stedet og skal senere lørdag fremstilles i grundlovsforhør og sigtes for grov vold, anklagemyndigheden forventer at de tre bliver varetægtsfængslet. De er henholdsvis 30, 33 og 36 år og alle kendt af politiet, mens den 20-årige mand ikke er kendt af politiet.