Tre mænd i omfattende sag om vold, afpresning og narko
Foto: Victoria Skibsted, TV2 Nord
En af de tiltalte skulle ifølge anklageskriftet have truet sig til 30.000.
Synderegistret er alenlangt, når tre mænd tirsdag indtager anklagebænken i retten i Aalborg.
Tre mænd på 26, 27 og 32 år er tirsdag for retten, tiltalt for i en række tilfælde at have terroriseret ofre med vold og trusler og truet dem til at betale større pengebeløb, ligesom de skal have forsøgt at true et offer til at sælge narko for sig.
Nogle af forholdene er ifølge anklageskriftet foregået i Hallund, hvor den 27-årige indfandt nytårsdag i år ved 19-tiden om aftenen.
Her forlangte han under vold og trusler om mere vold, at offeret skulle betale ham 35.000 kroner. Ifølge tiltalen førte det til, at offeret i ugerne efter faktisk betalte den 27-årige mand omkring 30.000 kroner.
Standby til likvidering
15.-16. februar aflagde den 27-årige atter besøg i Hallund og uddelte knytnæveslag og trusler til manden.
16. februar er den 27-årige også tiltalt for at have opsøgt en person på en adresse i Nørresundby og forlangt, at vedkommende skulle betale 700.000 kroner, og at vedkommende i øvrigt også skulle sælge narko og stå til rådighed, hvis den 27-årige fik brug for at få nogen likvideret.
Blandt flere andre forhold er de tre mænd tiltalt for at have været på spil sammen 17. februar i Aalborg. Ifølge anklageskriftet var opskriften stort set den samme: Vold og trusler mod offeret, som også blev forlangt til at sælge narko.
Banken med marmor
Offeret fik i dette tilfælde en særlig hård medfart og blev blandt andet banket flere gange i hovedet med en køkkenrulleholder af marmor. Han blev kommanderet til ikke at værge for sig under trusler om, at så ville det bare blive endnu værre.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvordan de tre mænd forholder sig til de omfattende og alvorlige anklager. Alle tre sidder i øvrigt varetægtsfængslet på nuværende tidspunkt.