Trods inflation: Der sælges mere i Black Week end sidste år

I år er der ikke bare én stor tilbudsdag men mange - det skal få logistikken til at glide bedre.

I år er det ikke bare Black Friday, hvor der er gode tilbud at komme efter. Det er der faktisk hele ugen. Flere forhandlere har nemlig valgt at udvide tilbudsdagen til en hel uge. Black Week kaldes det. 

- Det er logistikken, der ligger til grund for det. Så vi har hele ugen, og forhåbentlig giver det også en bedre oplevelse for forbrugerne, så det ikke kun er én dag, de har til at slå til, fortæller John Møller, der er vicedirektør ved Coolshop i Nørresundby og tilføjer:

-  Vi har været spændt på at gå ind i Black Week. Så det har været en god oplevelse, at vi allerede nu kan se, at vi afsætter større mængder end sidste år. 

Det er årets travleste uge for Coolshop, og der arbejdes derfor på højtryk på det 22.000 kvadratmeter store lager.

Om Coolshop

  • Coolshop solgte oprindeligt computerspil, men har siden udvidet med alt fra boligtilbehør og elektronik til legetøj og gadgets. Samtidig har selskabet lavet sit eget fragtfirma, Coolrunner, og en fysisk legetøjskæde, Kids Coolshop.

  • Den nordjyske onlinekoncern er gennem en årrække vokset hastigt. Coronakrisen gav endnu et boost, som betød, at Entertainment Trading ApS kom ud af 2020 med det største overskud nogensinde – 26,7 mio. kr.

  • Black Week kører til og med søndag den 27. november.

Tager stadig ansatte ind til det store arbejde

Lige nu er der omkring 200 medarbejdere i gang. Normalt er de blot 50. 

- Man kan godt mærke, der er kommet flere folk herude. Der er hele tiden nye ansigter, der skal læres op, så de kan blive lige så dygtige, som de andre, der er herude, lyder det fra Elisa Wallin Christensen, der er lagermedarbejder i virksomheden. 

Mens hende og de andre er i fuld gang med at pakke ting og sager ned til forbrugerne, er logistikchef Palle Bo Bossen rigtig godt tilfreds. 

-  Det går forrygende. Vi er rigtig glade for, at vi sælger over det, vi havde forventet. Vi havde været lidt pessimistiske i forhold til salget med konjukturen i samfundet, og hvordan den ville ramme os. Men vi er blevet meget overraskede over, at vi egentlig er så populære, siger han glad. 

Siden sommerferien har han haft travlt med at planlægge afviklingen af Black Week, og den eneste udfordring er lige nu at have folk nok i gang. Derfor tager virksomheden stadig folk ind, men nu tror logistikchefen, at de er ved at have hele juleholdet på plads. 

- Vi er ikke bagud, men vi tager stadig folk ind, siger han. 


Seneste nyt

fra Nordjylland