Turistbranchen: Nordmænd skal tilbage til Nordjylland
I halvandet år har den norske klang manglet i Aalborgs gader. Siden coronapandemiens indtog har der næsten ingen norske gæster været i Nordjyllands hovedstad, og det kan de mærke på byens hoteller, hvor nordmændene plejer at udgøre mere end en tredjedel af alle udenlandske overnatninger – derfor skal der gøre noget nu for at få nordmændene tilbage.
Siden i lørdags har Norge åbnet op for, at nordmænd igen må rejse til Danmark. Det har den nordjyske turistbranche ventet på. Destination Nord sætter nu gang i en kampagne, der skal få nordmændene tilbage.
Siden coronapandemiens begyndelse for halvandet år siden, har der stort set ingen nordmænd været at se eller høre i Aalborgs gader.
Nordmænd plejer at udgøre en tredjedel af alle udenlandske overnatninger på Aalborgs hoteller. Så det kan mærkes, at de har manglet. Blandt andet på Cabinn Hotel, som har haft mange tomme værelser.
- Vi har lidt utroligt meget. Specielt fra marts 2020 til juli 2021 har der været tørlagt for nordmænd, siger direktør Jan Matthiesen, Cabinn Hotel, Aalborg.
Nu går Destination Nord i gang med at gøre nordmændene opmærksomme på Aalborg og Nordjyllands seværdigheder, så landsdelen bliver deres førstevalg.
- Nu sætter vi trumf på og sætter det ud på alle kanaler, så der ikke er én nordmand i Sydnorge, som ikke opdager, at vi er til, siger direktør Tonny Thorup, Destination Nord.