Ung mand i livsfare efter drukneulykke

En 23-årig mand er i livsfare og ligger på Aalborg Universitetshospital, efter han faldt i vandet ved Østre Havn i Aalborg.

En 23-årig mand fra Aalborg kæmper lige nu for sit liv på Aalborg Universitetshospital, efter han nær led druknedøden natten til fredag. 

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Manden var faldet i Østre Havn i Aalborg og havde været under vandet i noget tid, inden redningsdykkerne fik ham hevet op. 

Det var en kvinde med adresse på havnen, der ringede 112. Hun havde hørt en mand råbe om hjælp og var gået ned på havnekajen cirka klokken 3.30. På havnen så hun 23-årige, der faldt i vandet. 

Det var ikke muligt for kvinden at redde manden op af vandet, men hun ringede straks 112 efter hjælp. 

Mens hun ventede på en ambulance, forsvandt manden ned under vandet. Kort tid herefter ankom læge, ambulance, Nordjyllands Beredskab med dykkere og båd samt politiets indsatsleder og flere patruljer til stedet

Den 23-årige blev kort efter fundet i vandet og reddet op, og der blev påbegyndt livreddende førstehjælp.

Den seneste melding er fra klokken 6.06, hvor der stadig pågår livreddende førstehjælp på manden.

De pårørende er underrettet. Årsagen til, at manden faldt i vandet, er ukendt. 

Manden har adresse på havnen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland