Ungt håndboldtalent skifter Malmø ud med Aalborg
Foto: Aalborg Håndbold
Den 21-årige håndboldmålmand Kristian Sæverås skifter til sommer fra HK Malmø til Aalborg Håndbold.
Snart får Aalborg Håndbold nyt blod på målmandsposten. De har netop underskrevet en 3-årig kontrakt med norske Kristian Sæverås, der indtil nu har spillet for HK Malmø i den svenske liga.
- Jeg er utrolig glad for denne mulighed og ser frem til at udvikle mit spil yderligere. Jeg glæder mig til at spille foran det store publikum i Jutlander Bank Arena og til at spille med om titler for Aalborg Håndbold, siger Kristian Sæverås i en pressemeddelelse.
Kristian Sæverås befinder sig lige nu i Kroatien, hvor han sammen med resten af det norske A-landshold spiller EM-slutrunde. Han er indtil videre noteret for tre A-landskampe og mere end 40 landskampe op gennem ungdomsårene.
- Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes os at hente en så dygtig målmand. Han har allerede vist rigtig flot spil i først Bækkelaget og sidenhen Malmø. Det er uden tvivl en meget spændende spiller med et stort potentiale, som vi får til klubben næste år. Vi har dermed også en stærk målmandsduo på plads til næste sæson bestående af Sæverås og Aggefors, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, i pressemeddelelsen.
I den kommende sæson vil Kristian Sæverås erstatte Søren Pedersen, der fortsætter karrieren i en anden klub.
- Det betyder samtidigt et farvel til Søren Pedersen efter indeværende sæson. Vi har været og er glade for Sørens indsats i Aalborg Håndbold, men i fællesskab har vi valgt at stoppe samarbejdet efter denne sæson.