Uwe Max dømt for at bringe billeder af død lærers afhuggede hoved

60 dages betinget fængsel lyder straffen.

Kunstneren Uwe Max har skrevet et hav af artikler på mediet Frihedens Stemme, som er stiftet af Rasmus Paludan, manden der også står bag det højreorienterede politiske parti Stram Kurs.

En artikel fra oktober 2020 var dog over stregen. Det vurderede byretten i juli 2022, og mandag stadfæstede Vestre Landsret dommen.

quote Jeg mener ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden

Uwe Max

Delte billede af død lærer

I retten blev kunstneren dømt for i flere tilfælde at have brudt et navneforbud samt at have bragt et billede af en fransk historie- og geografilærers afhuggede hoved.

Læreren blev dræbt den 17. oktober 2020, efter han havde fremvist Muhammed-tegninger i sin undervisning, der omhandlede ytringsfrihed.

Uwe Max fortæller til TV2 Nord, at han ikke husker at have delt billedet, selvom han er forfatter af artiklen.

- Jeg mener ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden. Man har besluttet at dømme mig bare fordi, jeg er artikelforfatter. Det, synes jeg, er helt urimeligt, siger kunstneren.

- Sindssygt jeg bliver dømt

Ifølge Uwe Max gik anklagemyndigheden efter at få ham idømt fire-fem måneders ubetinget fængsel. Så hård blev straffen imidlertid ikke.

-  Set i det lys er det et udmærket resultat, men jeg synes, det er fuldstændig sindssygt, at jeg bliver dømt. Tvivlen bør komme den anklagede til gode, og det mener jeg ikke, at den har gjort i den her sag, siger han.

Uwe Max blev i retten frifundet for to anklagepunkter - det ene vedrørende blufærdighedskrænkelse af en journalist, mens det andet var for at have taget et billede i Retten i Aalborg.

Ifølge TV 2 har Uwe Max foruden de 60 dages betinget fængsel også fået en bøde på 25.000 kroner. Det afviser kunstneren selv.




Seneste nyt

fra Nordjylland