Vær opmærksom: Bekæmpelse af bjørneklo er nu dit ansvar

I Aalborg Kommune er det nu grundejernes opgave at fjerne den udskældte bjørneklo.

Den upopulære plante Kæmpe Bjørneklo bliver ved med at sprede sig, og den kan være farlig for både mennesker og den øvrige natur. Derfor har Aalborg Kommune nu sat gang i et storstilet projekt, der skal forsøge at komme den udskældte plante til livs. Det betyder blandt andet, at alle grundejere er pålagt selv at stå for bekæmpelse af bjørneklo på deres grund.

- Det er et problem for den danske natur, fordi den ikke hører hjemme her, fordi den fortrænger danske arter, og så udgør den en sundhedsrisiko, fordi plantens saft kan give forbrændinger, hvis huden kommer i kontakt med den, siger Lene Larsen, der er driftsplanlægger ved Park og Natur i Aalborg Kommune.

Som en del af indsatsplanen er alle grundejere nu pålagt senest den 1. juli at have sat gang i bekæmpelse af den hurtigt-spredende plante. Hvis grundejere ikke den 1. juli har lagt en plan for, hvordan de vil bekæmpe bjørnekloen på deres grund, kan kommunen komme med et påbud. Hvis det ikke overholdes, kan det ende i en politianmeldelse. 

- Det, vi kan gøre, det er at prøve at opfordre til, at være opmærksomme og henvende sig til deres nabo eller til kommunen, hvis de ser Kæmpe Bjørnekloen, siger Lene Larsen.  

Bjørnekloen kom til Nordjylland for over 100 år siden, hvor den oprindeligt var en eftertragtet pynteplante. 


Seneste nyt

fra Nordjylland