Vand i vinduerne: Millionskader i prisbelønnet byggeri

Der kommer vand ind ved karnapperne i de almene lejligheder i Sæby Strand, så nu skal det prisbelønnede byggeri repareres for næsten 14 millioner kroner.

Vejen er nu banet for, at det almene boligbyggeri Strandkanten i Sæby kan gå i gang med at reparere, så der ikke kommer regnvand ind ved ved vinduerne. Byrådet i Frederikshavn Kommune har nemlig sagt ja til at garantere for et lån til projektet.

De prisbelønnede almene boliger fra 2012 har været plaget af byggeskader, som medfører, der kommer vand ind i lejlighedernes karnapper og der er sket skader på byggeriets pudsede facader.

Krav om kommunal garanti

Reparationsarbejdet kommer samlet til at koste 13.3 millioner kroner. Landsbyggefonden betaler det meste, 10,77 millioner kroner, mens Frederikshavn Boligselskab selv skal optage et lån på de resterende 2,53 millioner kroner. Betingelsen for at kunne optage lånet er, at kommunen skal garantere 100 procent for boligforeningens lån.

Samtidig har Frederikshavn Boligforening bevilget støtte til afdelingen i Sæby, så det store reparationsarbejde ikke kommer til at medføre huslejestigninger i afdelingen.




Seneste nyt

fra Nordjylland