Vild video: 10 rævehvalpe dier i Lille Vildmose
Foto: Lars Emil Mikkelsen
Ti rødpelsede rævehvalpe render rundt i Lille Vildmose sammen med deres mor. Se de smukke optagelser.
Beskæring, fokus, blænde.. og pletskud!
Torsdag formiddag kriblede det igen ved rævegraven i Lille Vildmose. Flere fotografer stod klar på behørig afstand for at få et pletskud af hvalpene.
En af dem var Lars Emil Mikkelsen. Han er en af fotograferne bag den aktuelle DR-serie ’Vilde Vidunderlige Danmark’. Lars Emil havde natten forinden haft en spektakulær oplevelse med hvalpene og deres mor.
- Jeg havde set dem om dagen, og om natten besluttede jeg at observere deres adfærd med min natkikkert. Pludseligt nærmede ungerne sig og begyndte at klatre henover mine ben.
Næste morgen var Lars Emil Mikkelsen klar med kameraet. Han havde været i Lille Vildmosen siden mandag, hvor han blandt andet havde fotograferet elgene i området. Men nu var tiden inde til at lave en video med rævehvalpene.
- Klokken 11 var vejret perfekt, og så kom de frem. De blev diet af rævemor. Det tog kun et kvarter at lave optagelser, for så var dyrene væk igen.
Udvis respekt for dyrene
Flere besøgende i Lille Vildmose går, ifølge Lars Emil, for tæt på dyrene og spiller musik fra bilerne, når de holder ind for at observere.
- Hvis man skal observere dem, skal man udvise respekt. Helst blive i bilen. Hvis man skal fotografere dem, skal man gøre det med god afstand. Og på kortest mulig tid.
Lars Emil Mikkelsen håber, at hans film kan være med til, at færre besøger rævefamilien, når de nu kan se dem hjemme fra stuen.
Ræven
Bliver op til 40 cm høj og 58-85 cm lang.
Vejer 3-8 kg.
Ræve yngler i rævegrave, men kan også grave sig ind under bygninger eller ind i skråninger langs med jernbanerne. En rævegrav kan ofte have flere udgange, sådan at ræven let kan slippe væk.
Ræven bruger også sin rævegrav til at skjule sig og sove i, men så længe den ikke har unger i sin grav, så kan ræven godt være væk fra graven i store dele af året, hvor den strejfer.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er typisk 4-7 rævehvalpe per kuld.