Ville befri ven fra fangetransport i "usædvanlig" sag: Her er dommen
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Arkivfoto.
Det gik dramatisk for sig under en fangetransport i Aalborg i november sidste år - nu er to unge mænd dømt for at true transportbetjente.
Motivet virkede til at være klart for to mænd på hhv. 20 og 21 år, da de sidste år chikanerede to transportbetjente ad flere omgange under en fangetransport.
Men det lykkedes ikke for dem at befri fangen under transport, og onsdag blev de begge dømt for truende adfærd mod politiet.
Anklageren i sagen, Christian Jacobsen, betegner den som "usædvanlig", da der ikke var tale om trusler i traditionel forstand.
- En typisk trussel ville være at sige: "Jeg slår dig ihjel", men her var der tale om adfærd, der er opfattet truende. Det fandt retten også.
Måtte køre væk med sirenen tændt
Den højst usædvanlige episode fandt sted midt i Aalborg ved 15-tiden 18. november sidste år. Det hele begyndte ved Retten i Aalborg, da betjente førte en varetægtsfængslet mand fra retslokalerne og ud i den fangetransport, som skulle køre ham til arresten.
Da betjentene førte manden ud til bilen, kom de tiltalte så tæt på, at betjentene måtte advare dem mod at komme nærmere.
Da fangetransporten senere kørte fra rettens område ud på Badehusvej, forsøgte de tiltalte at åbne den ene bagdør til bilen eller at slå på bilens ruder eller lignende.
Situationen havde en karakter, så betjentene måtte aktivere udrykningshornet og køre stedet i modsatte vognbane for at komme væk i en fart. Det lykkedes også, men få minutter senere var den gal igen.
Nyt angreb i befærdet kryds
Da fangetransporten nåede til det store kryds ved Kong Christians Allè og Hobrovej i en venstresvingsbane, kom de tiltalte kørende frem mod krydset i en VW Golf.
Her krydsede de hen over to vognbaner og kørte ind foran fangetransporten, som måtte bremse op, hvorefter begge biler holdt tilbage i krydset for rødt.
I den forbindelse er den ene af de to unge mænd dømt for at stige ud af personbilen med en hætte trukket op over hovedet og en ukendt genstand i den ene hånd.
Han gik hen mod fangetransporten, hvorefter betjentene igen valgte at aktivere udrykningshornet og køre fra stedet i en modkørende vognbane.
- Det udslagsgivende i retten var den sidste del, som fik retten til at vurdere, at det samlede forløb tegner et billede af truende adfærd mod betjentene fra de to tiltalte, siger Christian Jacobsen.
Også dømt for knivstikkeri
Den ene af de to blev også dømt for knivstikkeri i en sag om vold af særlig rå, brutal og farlig karakter.
Den fandt sted 27. januar midt på eftermiddagen i Aalborg. Her blev begge mænd tiltalt for – sammen med flere andre – at have overfaldet to personer og stukket dem med kniv.
Det er imidlertid kun den 21-årige, der dømmes for forholdet.
- De to forurettede ville ikke samarbejde, så det har krævet en omfattende efterforskning fra politiet at rejse anklagen, siger Christian Jacobsen.
Et vidne fra gerningsstedet havde set episoden og taget billeder af det, mens et anonymt vidne har optaget en video af det.
- Det ender med at blive udslagsgivende, at man på et af vidnets billeder kan se den 21-årige tiltaltes ansigt og genkende hans tøj. Den anden tiltalte bliver frifundet, fordi han har ansigtet vendt væk, siger Christian Jacobsen og fortsætter:
- Men under de vilkår, politiet har arbejdet under, er dommen tilfredsstillende.
Den 21-årige har samlet fået 10 måneders ubetinget fængsel for knivstikkeriet og for truslerne mod politiet under fangetransporten.
Den 20-årige dømmes kun for truslerne under fangetransporten og får derfor 30 dages fængsel.
Begge mænd har også fået en advarsel om udvisning.