Gravenshoved Kostskole nordøst for Haderslev var institution for anbragte børn fra Aalborg i perioden 1964-92. Navnet - hoved skyldes geografien: området er en knold/hoved, der stikker ud i vandet.
Et ophold på kostskolen skulle skabe de bedste betingelser for, at de anbragte unge senere ville kunne klare sig i samfundet. Men for en del af børnene blev de gode hensigter til misrøgt og overgreb, og det sker desværre ofte, siger forsker.
31 af de tidligere anbragte børn på Gravenshoved Kostskole har henvendt sig til Aalborg Kommune med fortællinger fra deres tid på skolen om svigt, misrøgt og overgreb. Det resulterede i, at Aalborg Kommune anmeldte sagen til Syd- og Sønderjyllands Politi.
Institutionen havde som udgangspunkt en god pakke at tilbyde de børn, der af forskellige grunde ikke trivedes på deres skole eller ikke ville gå i skole – såkaldte ’adfærdsvanskelige problembørn’.
Bygningen, der husede skolen, var en tidligere kro, som senere blev et badehotel. Den havde en idyllisk beliggenhed ud til Lillebælt - nordøst for Haderslev, i rolige omgivelser med langt til naboer.
Ren landidyl
Der hørte 36 tønder land med til grunden - her lå blandt andet en næsten to kilometer lang strand. Der var også en sø og skov med bålpladser. Forskellige dyr var der også, som børnene kunne være med til at fodre og passe: Heste, grise, et æsel samt i perioder høns og kaniner.
Dengang troede man på, at børnene skulle fjernes fra deres miljø, og at det gav mening at sende dem til en isoleret institution.
Ida Schwartz, psykolog, ph.d., forsker, UCL Erhvervsøkonomi og professionshøjskole
TV2 Nord har fået aktindsigt i flere afhandlinger og rapporter, som Gravenshoved Kostskole har skrevet til Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.
Deri står blandt andet, at børnene typisk var i alderen 11-12 år, når de blev anbragt. Men der var også nogle, der var yngre og nogle, der var ældre. Opholdstiden på Gravenshoved Kostskole varierede fra minimum tre måneder til et år, men for nogle blev opholdet af længere varighed.
Eleverne var opdelt i tre grupper à otte, hvor der til hver gruppe var knyttet to socialpædagoger, to lærere og en forpraktikant, som dog nogle gange var vikar for en af de uddannede.
Mie Hertzberg er en af de elever, der har henvendt sig til Aalborg Kommune. Hør hendes historie her:
Fortolkede pædagogik efter forgodtbefindende
Skolens forstander gennem mange år hed Alvin Hammer. Han var forstander i den periode, afhandlingen blev skrevet, ligesom han også var forstander, mens de 31, der har henvendt sig til Aalborg Kommune, var anbragt på Gravenshoved.
I materialet, som TV2 Nord har fået aktindsigt i, bliver der blandt andet gjort rede for den pædagogiske tilgang til eleverne.
Skolens pædagogiske linje tog udgangspunkt i den såkaldte realitetsterapi, som den amerikanske psykiater William Glasser beskrev i 1970’erne. Men den lavede man sin egen fortolkning af, skriver skolen blandt andet i afhandlingen til Aalborg Kommunes Skoleforvaltning.
- Glasser står for en tænkning inden for konsekvenspædagogikken, som i sit udgangspunkt er åben for dialog og samarbejde, og at man skal tage konsekvensen af sine egne handlinger og bære ansvaret for dem. Og det kan føre til en tænkning om, at børn og unge kan mærke konsekvenserne af deres handlinger. På den måde kan man komme til at bygge en pædogogik op, hvor konsekvens betyder straf, fortæller Ida Schwartz.
Hun er psykolog, ph.d. og docent, programleder for Inklusion og hverdagsliv, på Center for Anvendt Velfærdsforskning ved UCL Erhvervsøkonomi og professionshøjskole.
Her forsker hun i, hvordan vanskeligheder i børn og unges liv forstås og håndteres af professionelle de steder, børn og unge lever deres hverdagsliv.
Inden for anbringelsesområdet kan der være en tankegang om, at børn har brug for konsekvens og rammer.
Ida Schwartz, psykolog, ph.d., forsker, UCL Erhvervsøkonomi og professionshøjskole
På Gravenshoved Kostskole oplevede eleverne, at der blev straffet, blandt andet med fysiske overgreb. Men det fremgik langtfra af det, skolen selv skrev til Aalborg Kommune.
I materialet, som TV2 Nord er i besiddelse af, skriver man for eksempel om pædagogikken, at den: "i høj grad lægger vægt på personalet som støtte for børnene. På hovedafdelingen vil en del ekstra personale altid være til stede, og disse mennesker (køkkenfolk, kontordame, etc.), vil også være omsorgsfulde i deres omgang med børnene."
De 31 tidligere elever har andre fortællinger. De beretter om hård fysisk vold fra personale på stedet, tvang i spisesituationer og andre overgreb.
- Jeg havde kvalme og sagde, at jeg ikke kunne spise noget. Det ville lærerne ikke høre på, så jeg prøvede igen at fortælle, at jeg havde det dårligt og ikke kunne spise det.
- Så kastede jeg op ned i en skål med sveskegrød, og så brød helvede løs, fortæller tidligere elev Mads Vigeholm og beskriver, hvordan han blev rykket op fra bordet og slæbt ind i et tilstødende klasselokale.
Derefter kom læreren ind i lokalet og satte skålen med sveskegrød og opkast foran ham efterfulgt af en ske.
- Han sagde, "du får ikke lov til at komme ud herfra, før du har spist det her svineri". Det prøvede jeg selvfølgelig, men jeg kastede op hver gang. Mads var anbragt på Gravenshoved Kostskole i to år.
Rygmassage efter råd fra mælkemanden
De tidligere elever har også fortalt om blandt andet ’klamme berøringer’ fra de voksne.
I materialet, som TV2 Nord har fået aktindsigt i, skriver skolen blandt andet, at rygmassage af børn, der tisser i sengen, er et led i behandlingen af sengevædere.
"Vi har en mælkemand, som hedder Marius. En dag, da vi snakkede med ham om, at nogle af vores børn tisser i sengen, sagde han, at det kunne han da sagtens vænne dem af med. Han sagde, at når børn tisser i sengen, er det fordi en muskel omme i ryggen er tyk og spændt. Hvis man giver denne muskel massage, vil den slappe af, og når den slapper af, tisser man ikke mere i sengen.
Vi prøvede at gøre, som Marius-mælkemand havde fortalt os, og da børnene mægtig godt kunne lide det, og blev fri for deres tisseproblem, var altid jo godt."
Forråelses-cirkel opstår let
Ida Schwartz siger, at der ofte på anbringelsessteder, trods de gode intentioner, opstår en form for ’forråelsescirkel’.
- Inden for anbringelsesområdet kan der være en tankegang om, at børn har brug for konsekvens og rammer. Det har været en overbevisning i mange år. Det kan på nogle institutioner føre til at børn og unge yder modstand, og det kan se ud som om, det øger behovet for en konsekvens, siger Ida Schwartz og uddyber:
- Hvis voksne er meget hårdt straffende, så kan det føre til en reaktion eller en modreaktion hos børnene, så voksne kan føle, at de er nødt til at stramme endnu mere op. Og så kan det eskalere, hvor hårdhed fører til mere hårdhed, og de voksne mister så empatien.
Det en voldsom reaktion, som ligner præcis det, vi ser med PTSD.
René Vinding Christensen, talsmand for de tidligere elever fra Gravenshoved
- Det kan ske, når der er få voksne, og når man er afsondret fra omverdenen, som man typisk er på en afsides beliggende kostskole. Og så laver man sin egen tolkning af for eksempel en bestemt pædagogik.
Voldsomme reaktioner mange år efter
Mange af de anbragte børn og unge på Gravenshoved Kostskole har stadig sår på sjælen flere årtier efter anbringelsen.
René Vinding Christensen er talsmand for de tidligere elever, der har henvendt sig til Aalborg Kommune. Han har fortalt TV2 Nord, hvordan der er mange, der har skrevet til ham, at de har det så dårligt, at de har brug for at snakke med nogen, fordi de ikke kan være i sig selv.
- Det er som om, det hele er ved at at eksplodere i hovedet og hjertet på dem, og som vi umiddelbart ser det, så er det en voldsom reaktion, som ligner præcis det, vi ser med PTSD, siger René Vinding Christensen.
De voksne er afmægtige – ikke onde
- Der er ikke tale om, at de voksne er onde mennesker. Der er ingen undskyldninger for vold og andre overgreb mod anbragte børn, men man skal forstå, at det udspringer af afmagt, understreger Ida Schwartz.
Hun siger, at man skal undgå anstalt-tankegangen.
- Tidligere troede man på, at børnene skulle fjernes fra deres miljø, og at det gav mening at sende dem til en isoleret institution, og at det ville gøre dem klar til at komme tilbage igen.
- I stedet skal man gå væk fra at isolere de anbragte børn og unge. Man skal invitere lokalsamfundet indenfor, lade børnene gå i skole med de lokale børn og give mulighed for indblik i, hvad der foregår på skolen.
Det, man allermest kunne ønske sig, er at vi får en samfundsmæssig diskussion af, hvordan vi sætter en stopper for det.
Ida Schwartz, psykolog, ph.d., forsker, UCL Erhvervsøkonomi og professionshøjskole
Foregår også i dag
Gennem de senere år er flere sager om vold og andre fysiske overgreb og psykisk terror på kostskoler for anbragte børn dukket op. Mest kendt er Godhavn-sagen, hvor en række tidligere anbragte drenge har fået erstatninger.
Af nyere dato er sagen om kostskolen Havregården ved Gilleleje, der først blev lukket i 2020. Her har en advokat på vegne af 18 tidligere elever krævet en erstatning på 300.000 kroner til hver elev.
- Sager som disse hører ikke kun fortiden til – det er lige uden for døren. Der er stadig brug for indsatser for at komme det til livs mange steder, siger Ida Schwartz.
I dag har man Socialtilsynet, der fører tilsyn med institutioner og opholdssteder.
- Men de opdager desværre ikke alt. Det så vi jo med Havregården, hvor der først skete noget, da Arbejdstilsynet fandt ud af, at de ansatte havde et dårligt arbejdsmiljø, konstaterer professoren.
Åbenhed kan sætte en stopper for overgreb
Der er flere veje til at undgå, at anbragte børn svigtes.
- Der kan arbejdes med forebyggelse, som foruden gennemsigtighed i arbejdet med børnene og brud med isolationen af institutionen også handler om god ledelse, understøttelse af medarbejderne og sikring af et godt samarbejde mellem de voksne, der omgiver børnene.
- Og også, at man har børnesyn, der bygger på samarbejde med og inddragelse af børn og unge, siger Ida Schwartz.
Hun forstår godt, at de tidligere elever vil føre en sag.
- Men det, man allermest kunne ønske sig, er at vi får en samfundsmæssig diskussion af, hvordan det her sker, og hvordan vi sætter en stopper for det, lyder det fra Ida Schwartz.
