42-årig tiltalt for at krænke kollega i fængsel

Den 42-årige mand og den kvindelige kollega var begge ansat i Kragskovhede Statsfængsel.

En 42-årig mand, der har arbejdet med at holde styr på de straffede i Kragskovhede Statsfængsel, risikerer nu selv at blive straffet efter en episode, hvor han er tiltalt for at have krænket en kvindelig kollega.

Sagen er efter planen for ved Retten i Hjørring i dag torsdag.

Episoden fandt ifølge anklageskriftet sted 13. december 2020 om formiddagen i forbindelse med, at den 42-årige mand og den kvindelige kollega skulle gennemføre visitation af en fængselscelle sammen.

Manden er tiltalt for under arbejdet at have taget kvinden i hånden og sagt til hende, at hun skulle se ham i øjnene og sige, at hun gerne ville kysse med ham. 

Det er ligeledes politiets opfattelse, at manden tog fat i kvinden og forsøgte at kysse hende, mens hans fastholdt hendes hænder, så hun ikke kunne komme væk, ligesom han flere gange tog fat i hendes hoved og forsøgte at kysse hende. 

Endelig er han tiltalt for under optrinnet at have presset hende op ad et skab, så hun kunne mærke hans erigerede lem mod sit lår.

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan manden forholder sig til anklagerne, men det ventes at komme frem som noget af det første, når retten efter planen skal behandle sagen torsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland